- Det kilder lidt ekstra i maven, siger Jensen om Polman-møde
Den danske landstræner lægger ikke skjul på, at mødet med Holland og Estavan Polman bliver specielt set i lyset af hendes Ebsjerg-exit.
Når Danmark møder Holland i Golden League torsdag, kommer Jesper Jensen til at stå over for Estavana Polman.
Den hollandske stjerne forlod Esbjerg i sommer efter længere tids uenighed. Bruddet var bestemt ikke kønt, og derfor lægger landstræneren ikke skjul på, at mødet bliver særligt.
- Det er altid specielt at stå over for tidligere spillere, og det er klart, at det kilder lidt ekstra i maven, når hun står på Hollands side.
- Det er lidt tid siden, det skete i Esbjerg, og selvfølgelig fylder det stadigvæk, men jeg tror da, at vi begge glæder os over, at den anden har succes. Så jeg håber på… Hun må ikke spille for godt, men jeg er da også glad for at se hende på banen igen, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.
Polman-sagen kort fortalt
- I slutningen af januar 2022 sættes Polman af holdet i Esbjerg af "disciplinære årsager", da hun nægtede at gå på banen under en CL-kamp efter en længerevarende skade
- Polman blev efterfølgende sat af holdet i fem dage
- I et interview i forbindelse med pokalfinalen den 27. februar sagde Polman, at hun var ved at få nok
- Under samme pokalfinale var Polmans mor rasende på Esbjergs Per Kristiansen
- Polman fortalte i samme periode, at der ikke var nogen kontakt mellem hende og klubben på daværende tidspunkt
- Situationen blev siden værre, og Polman kritiserede offentlig Esbjerg for måden, hun fik at vide, hun skulle forlade klubben
- Da det kom på plads, at Polman skulle videre, udtalte Jesper Jensen, at han var "ekstremt ked af situationen"
- Den 7. juli indgik klubben og Polman forlig, så hun frit kunne finde en anden klub
- Den 26. juli i år blev det officielt, at hollænderen skiftede til NFH
"Det bliver rart at få overstået"
Er det ekstra særligt, fordi det sluttede, som det gjorde?
- Ja, selvfølgelig er det det. Det ville være at lyve for mig selv, hvis jeg sagde andet. Det bliver første kamp, hvor hun er på banen, mens jeg er træner på den anden side (siden bruddet red.).
- Det bliver både rart at få overstået, men også sjovt nok at få tilbage igen. Det er jo bare en del af gamet. Vi er i underholdningsbranchen, så det er jo bare en lille gimmick for alle jer andre, siger Jesper Jensen.
"En dag fortæller jeg den rigtige historie"
Mens Jesper Jensen er samlet med det danske landshold, er Estavan Polman mødt ind i den hollandske lejr.
Her har hun talt med de hollandske medier. De vil også vide, hvad hun tænker om situationen, der førte til et exit i Esbjerg. Som sædvanlig holder den karismatiske stjerne sig ikke tilbage.
- Det var en ubehagelig periode. Men jeg har lært af det, og man skal ikke dvæle for længe ved det.
- En dag kommer jeg til at fortælle den rigtige historie. Det vigtigste for mig er, at jeg har det godt igen. Jeg er fit, og hver dag nyder jeg at spille håndbold. Jeg smiler til hver træning, siger Polman til NU.
Hvis du har lyst til at se, hvordan det går, når de to møder hinanden, kan du se Golden League-opgøret mellem Danmark og Holland torsdag.