Håndbold

Jesper Jensen og ekspert storroser landsholdets nye ansigt

Elma Halilcevic har scoret 31 mål i 5 kampe for Nykøbing i Kvindeligaen, og det har nu kastet en landsholdsudtagelse af sig.

Se landskampen mellem Danmark og Holland torsdag aften fra klokken 20.00 på TV 2 PLAY og TV 2

Jesper Jensen og det danske landshold er i disse dage samlet i forbindelse med Golden League-stævnet.

Forberedelserne frem mod VM-slutrunden i november er sat i gang, og i den danske lejr dribler et nyt ansigt rundt.

22-årige Elma Halilcevic, der er topscorer i den danske kvindeliga, er nemlig for første gang udtaget til en fuld landsholdssamling, hvor den unge NFH-fløj står klar til at erstatte en gravid Lærke Nolsøe.

Når Halilcevic løber på banen torsdag aften mod Holland, vil det dog ikke være stortalentets første A-landskamp. Hun blev i april 2021 hevet ind i truppen halvvejs inde i en samling, hvor hun også fik nogle minutter på banen i en testkamp mod Spanien.

Nu er hun så med på landsholdet til sin første hele samling, og det er i den grad fortjent, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen.

- Jeg er overbevist om, at hun falder ind på det her landshold. Den måde, Jesper Jensen vil dække op på med aktive fløje, passer hun perfekt til. Og sammen med det har hun udviklet sig til at blive en god afslutter, så hun er i den grad klar til landsholdet.

- Det skifte, hun har lavet fra manglende spilletid i Esbjerg og til Nykøbing, har fået hende til at blomstre. Hun holder et konstant højt niveau, vurderer eksperten.

Nu skal hun shine på landsholdet

Halilcevic skiftede i sommeren 2021 Team Esbjerg og Jesper Jensen ud med Nykøbing-Falster på grund af manglende spilletid i den danske storklub.

Landsholdstræneren sagde som klubtræner farvel til fløjtalentet, men nu er han bare rigtig glad for at se hende sprudle hos en af ligarivalerne.

- Elma har jo virkelig shinet efter sit skifte fra Esbjerg til Nykøbing. Hun har fået en masse spilletid og tillid, og det er hun vokset i.

- Vi havde hende med i april i 2021, og vi har set mange gode ting fra hende. Vi håber, hun kan shine på det danske landshold, som hun gør i Nykøbing, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

Det gav med andre ord pote for Halilcevic, at hun tog et skridt ned klubmæssigt for at få en masse spilletid. Og det var fuldstændig efter bogen, forklarer Jesper Jensen.

- Vi udtager de bedste spillere på landsholdet, og dem er Elma lige nu blandt. Og det er vi superglade for. Jeg har i flere omgang haft en snak med Elma omkring, at hun skulle ud og folde vingerne ud, og det har hun jo gjort. Hun har præsteret i sådan en grad, at hun nu står som en af de første 16 på landsholdskortet.

Tog sig en snak med Jesper Jensen

Hovedpersonen selv var heller ikke i tvivl om, at det rigtige var at skifte væk fra Jesper Jensens Team Esbjerg.

- Jeg var rimelig afklaret med, at jeg skulle væk. Det var ved at være tid til, at jeg skulle spille noget mere, for jeg fik ikke så meget spilletid i Esbjerg.

- Jeg havde en snak med Jesper, hvor vi blev enige om, at det var det, der skulle ske, siger hun til TV 2 SPORT.

Jeg kommer da med lidt selvtillid fra klubben, så nu håber jeg bare, det også fungerer her

Elma Halilcevic

Nu er de så samlet igen, Jesper Jensen og Elma Halilcevic - denne gang på landsholdet i stedet for i Esbjerg.

Håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen peger på, at ligaprofilen virkelig har nogle spidskompetencer, der kan blive brugbare for det danske landshold.

- Hun er meget, meget atletisk. Det gør, at hun er virkelig hurtig i kontrafasen, og så har hun en kolossal springstyrke, som giver hende tid, når hun skal afslutte. Hun hænger i luften i lang, lang tid.

- Hendes blik for spillet bliver bedre og bedre, og det udmønter sig også i opdækningen, hvor hun er knivskarp til at stjæle bolde. Og i Nykøbing er hun også blevet brugt lidt som 5-1-spiller i forsvarsopdækningen, fordi hun har en god næse for at slå modstanderens spil i stykker.

"Jeg kommer da med lidt selvtillid"

Landsholdet mødte ind i lejren mandag, hvor de siden da har forberedt sig til de tre Golden League-kampe.

For Halilcevic gællder det om at bide sig fast på holdet, og så glæder hun sig bare til at være en del af det danske landshold.

- Det har været megaspændende, og jeg glæder mig bare rigtig meget til nogle gode dage. Det er fedt at være med omkring landsholdet og se, hvad det er for noget.

- Det har fungeret rigtig fint på klubplan, hvor jeg har været rigtig tilfreds. Jeg kommer da med lidt selvtillid fra klubben, så nu håber jeg bare, det også fungerer her på landsholdet, siger Halilcevic.

Danmarks program

  • 29. september: Danmark - Holland
  • 1. oktober: Danmark - Schweiz
  • 2. oktober: Danmark - Norge

Se alle landskampene på TV 2 PLAY og TV 2.