Håndbold

Stort dansk nederlag efter sølle halvleg

Danmark leverede en miserabel indsats i første halvleg mod Holland, og de formåede ikke at komme tilbage i anden.

Spillerne på det danske kvindelandshold skal nok prise sig lykkelige for, at EM ikke starter i dag.

Der var nemlig plads til store forbedringer, da Danmark mødte Holland ved den første kamp ved træningsturneringen Golden League. Hollænderne spillede sublimt i de første 30 minutter, mens danskerne både lavede fejl i både forsvaret og angrebet.

Niveauet blev dog højnet en smule i anden halvleg, men det var ikke nok til, at Danmark kunne komme tilbage i kampen. De tabte med otte mål.

Danmark 22 - 30 Holland

  • Stilling efter første halvleg 9-18
  • Kampens topscorere: Bo van Wetering (5 mål - Holland), Angela Malestein (5 mål - Holland), Inger Smits (5 mål - Holland)
  • Det er det største nederlag i Jesper Jensens regeringstid
  • Der er 36 dage til EM

Der venter yderligere to kampe for Danmark i Golden League. Det er mod Schweiz og Norge - og de kampe spilles lørdag og søndag.

Se Golden League på TV 2 og TV 2 PLAY.

Sådan forløb kampen

Ritzau

Danmark scorede kampens første mål i mødet med Holland, men derfra begyndte det hurtigt at gå ned ad bakke.

Fra 4-4 kom Holland på 8-4. Lidt over halvvejs i første halvleg knækkede filmen for alvor for danskerne, der ikke kunne få ret meget til at fungere. Slet ikke i angrebet.

12-8 blev frem mod pausen til 18-9 for Holland, der var i fuld kontrol.

Anden halvleg startede med en fem minutter lang måltørke fra begge hold. Den blev brudt, da Odense-spilleren Bo van Wetering sendte Holland foran med ti mål.

Danskerne har det svært mod Holland, og de er bagud med ti i anden halvleg. Video: TV 2 SPORT

Kampen virkede afgjort

Lidt efter gjorde van Wetering det også til 21-10, og så måtte Jesper Jensen trykke på panikknappen og tage en timeout.

Kampen virkede allerede afgjort, og det blev der ikke ændret på frem mod slutfløjtet. Holland var ganske enkelt bare på et andet niveau end danskerne.

I forbindelse med torsdagens kamp blev Sandra Toft for tredje år i træk kåret som årets kvindelige håndboldspiller.

Det var Tofts kolleger i den danske liga, 1. division samt i udlandet, der igen hædrede den stærke målmand.