Håndbold

Da Sandra Toft fik spørgsmål om Norge, svarede hun overlegent

Den danske målvogter hungrer efter at slå de evige rivaler.

De fleste vil nok have svært ved at svare på, hvornår Danmark sidst slog Norge i en officiel landskamp.

Men ikke Sandra Toft. Her kom svaret med det samme, da hun pludselig blev en del af en ellers svær quiz under landsholdets igangværende samling.

- Det var i november 2014.

Det kan du simpelthen bare huske?

- Ja.

Hvordan er revanchelysten?

- Den er stor. Det er derfor, jeg kan huske det så tydeligt. Jeg tror, jeg har slået Norge to gange på 14 år. Man vil gerne slå Norge, men de vil også gerne slå Danmark, siger Sandra Toft.

Søndag får Danmark en ny mulighed, når de nordiske naboer mødes i Golden League klokken 16. Du kan se kampen på TV 2 og TV 2 PLAY.

Nederlag, der har gjort ondt

De danske spillere stod over for de norske kvinder fire gange alene i 2020. Det seneste møde var EM-semifinalen i Danmark, hvor en fyldt 'Boxen' i Herning så hjemmeholdet være foran 13-10 ved pausen.

Men som så mange gange før endte det med dansk nederlag. Sandra Toft kan godt grine af de mange nedture, men det har ikke været lige sjovt hver gang.

- Der har været nogle nederlag, der har gjort rigtig ondt. Det er sjovt at spille mod Norge, fordi man kender hinanden så godt indbyrdes – også personligt. Der er også nogle kampe, der ikke er så sjove.

- Jeg håber, vi har rykket os i det store billede. Det så man, da vi mødte dem i semifinalen ved EM i 2020, hvor det først var til sidst, de afgjorde det, siger den danske målvogter.

Siden mødet i EM-semifinalen den 18. december 2020 har de to hold ikke mødtes.

Har aldrig slået Norge

Sandra Toft er bestemt ikke ene om sin holdning.

Landstræner Jesper Jensen har ikke slået Norge i sin tid i spidsen for Danmark, og også hos Mie Højlund er revanchelysten stor.

Jesper Jensen: - Jeg har ikke været med til at vinde over Norge endnu, så det vil jeg rigtig gerne være med til. Vi står et godt sted, og vi kommer tættere og tættere på dem. Vi skal forhåbentlig også se, om vi kan overhale dem på et tidspunkt.

Mie Højlund: - Mulighederne for at slå dem ser rigtig fine ud. Der står ikke noget i vejen for, at vi kan udfordre Norge rigtig meget. Tidligere var det et hak i selvtilliden at møde Norge, fordi vi godt kunne tabe med mere end 10. Nu står vi i en situation, hvor det faktisk er Norge og Frankrig, vi gerne vil måle os med.

Her er den danske trup

  • Målvogtere: Sandra Toft (Györ), Althea Reinhardt (Odense Håndbold), Anna Kristensen (Viborg HK)
  • Stregspillere: Rikke Iversen (Odense Håndbold) Sarah Iversen (Ikast Håndbold), Kathrine Heindahl (Team Esbjerg)
  • Fløjspillere: Cecilie Brandt (Ikast Håndbold), Trine Østergaard (SG BBM Bietigheim), Emma Friis (Ikast Håndbold), Elma Halilcevic (Nykøbing-Falster Håndbold), Trine Mortensen (Ikast Håndbold)
  • Bagspillere: Anne Mette Hansen (Györ), Kristina Jørgensen (Metz), Mie Højlund (Odense Håndbold), Simone Petersen (Ikast Håndbold), Mia Rej (Odense Håndbold), Louise Burgaard (Metz), Mette Tranborg (Team Esbjerg)