Håndbold

Nu må spillere smutte fra kaosklub

Spillerne på herreholdet i Ajax København kan nu bede om at blive fritstillet.

Spillerne hos Ajax Københavns herrehold kan nu bede om at blive fritstillet, hvis de ønsker det. Det skriver Håndbold Spiller Foreningen.

Det er den seneste udvikling i sagen om den kaosramte klub, som har været i vælten, siden det i starten af september kom frem, at klubben var truet af konkurs.

Klubben præsenterede spillerne for muligheden allerede i sidste uge, men det har hidtil ikke været muligt for spillerne at komme væk, fordi selskabet bag herreholdet i øjeblikket er under rekonstruktion.

Rekonstruktion

I et samarbejde med kreditorerne og skifteretten skal en rekonstruktion rette op på økonomien i et kriseramt selskab, så selskabet igen kan blive sundt. 

En rekonstruktion kan ske ved, at dele af et selskab sælges fra, eller hvis kreditorerne går med til, at gælden bliver nedsat eller udskudt. 

Hvis en rekonstruktion mislykkes, kan selskabet tages under konkursbehandling.

Kilde: Danmarks Domstole

Hånbold Spiller Foreningen skriver, at der allerede er flere spillere, der har benyttet sig af tilbuddet.

- Der har længe været spillere i truppen, som ønskede at blive fritstillet, og nu hvor muligheden for det er bekræftet, har flere spillere naturligvis valgt at tage imod det, lyder det.

Foreningen skriver videre, at det er en stor lettelse for spillerne at kunne komme videre. Det oplyses ikke, hvilke spillere der er tale om.

Klubben ønsker held og lykke

TV 2 SPORT har været i kontakt med Henrik Ritlov, der er bestyrelsesformand i klubben. Han bekræfter, at der er spillere, som har valgt at søge videre.

- Det er rigtigt, at der er nogle spillere, som har valgt at benytte sig af tilbuddet, og vi er glade på deres vegne, siger Henrik Ritlov.

Han fortæller, at der i skrivende stund er syv spillere, der er blevet fritstillet.

En kaotisk tid

I forbindelse med nyheden om en truende konkurs i september kom det frem, at Ajax København ikke havde forsikret klubbens spillere korrekt.

Det fik spillerne til at kritisere ledelsen offentligt. Da holdet skulle spille kamp i lørdags, ville spillerne have sikkerhed for, at forsikringsdelen var i orden, men det kunne de ikke få.

Det medførte, at kampen blev aflyst mindre end tre timer før kampstart.

- Der er ikke styr på arbejdsskadeforsikringen, så vi har anbefalet spillerne ikke at gå på banen.

- Det er ikke i orden at trække tingene så længe her. Vi kunne ikke engang forhindre modstanderne i at tage tværs over landet, så det er spild af alles tid og kræfter. Tragisk, lød det fra Håndbold Spiller Foreningens direktør, Torben Vinther.

Ajax København er en del af den danske 1. division.