Håndbold

Nu fortæller profil om brud med kaosklub

Truppen har givet håndslag på, at den enkelte spillers beslutning bliver accepteret.

Det har været en turbulent tid for Ajax København og herrerne fra 1. division.

Flere spillere har nu taget den ultimative konsekvens.

- Jeg har valgt at sige min kontrakt op. Det er rart, at der er kommet lidt afklaring på, at vi er blevet fritstillet, og at vi rent juridisk har lov til det, siger Andreas Pihl til TV 2 SPORT.

Ajax København har gennem en lang periode ikke udstyret spillerne med en ulykkesforsikring, som klubben ellers skulle have gjort. Andreas Pihl har ligeledes oplevet problemer med udbetaling af lønnen.

- Det har været mega hårdt, frustrerende og en trist situation. Men det er også en lettelse, at vi kan komme ud af det og få lov til at kigge frem.

Onsdag kom det frem, at spillerne fra herreholdet kan blive fritstillet fra Ajax København. Henrik Ritlov, klubbens bestyrelsesformand, har bekræftet, at syv spillere indtil nu har benyttet sig af tilbuddet.

Ajax København blev i første omgang reddet fra den konkurs, som har truet klubben siden starten af september.

I øjeblikket er selskabet bag herreholdet under rekonstruktion. Den 11. oktober skal retten tage stilling til, om klubbens planer for en redning kan godkendes. Ellers går holdet konkurs.

Rekonstruktion

I et samarbejde med kreditorerne og skifteretten skal en rekonstruktion rette op på økonomien i et kriseramt selskab, så selskabet igen kan blive sundt. 

En rekonstruktion kan ske ved, at dele af et selskab sælges fra, eller hvis kreditorerne går med til, at gælden bliver nedsat eller udskudt. 

Hvis en rekonstruktion mislykkes, kan selskabet tages under konkursbehandling.

Kilde: Danmarks Domstole

Sammenhold i truppen

Ikke alle spillere forlader klubben, men hvad end den enkelte spiller beslutter sig for, er der opbakning at finde blandt holdkammeraterne, fortæller Andreas Pihl.

- De spillere, der vælger at blive i klubben, håber jeg det bedste for. Jeg ønsker også det bedste for dem, der vælger at komme videre.

- Vi har givet hinanden håndslag på, at uanset om man vælger at blive eller komme videre, så accepterer vi det, fordi vi har stået sammen som det hold, vi var.

Gode mennesker i klubben

Selvom Andreas Pihl er lettet over at forlade klubben, sender han sine tanker mod den nu tidligere arbejdsgiver.

- Det er synd for klubben, der er traditionsrig, at det skal ende sådan her med spillerne.

- Der er rigtig mange gode folk og ildsjæle i klubben, der gør et godt stykke arbejde. Rammerne har bare været forkerte.

Den 27-årige fynbo ønsker ikke at konkretisere sine fremtidsplaner.