Håndbold

Fritstillede spillere finder ny klub efter kaos

Tobias Olsen og Johan Thesbjerg Kofoed er nogle af de spillere, der er blevet fritstillede i den konkurstruede håndboldklub Ajax.

Spillerne i den konkurstruede håndboldklub Ajax København fik tidligere på ugen mulighed for at blive fritstillet, og nu har de første fundet sig en ny klub.

Det drejer sig om 21-årige Tobias Olsen, der træder et skridt op fra tilværelsen i 1. division og skriver kontrakt med ligaholdet SønderjyskE.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget glad for mit skifte til SønderjyskE efter en utrolig turbulent tid i Ajax København, siger Tobias Olsen.

Derudover rykker Johan Thesbjerg Kofoed til 1. divisionskonkurrenter fra Skive fH.

- Det har været en hektisk periode med en masse ting, der fylder, og personligt har det betydet meget at komme hjem til området, så jeg kan bygge videre på mit spil, fortæller han.

Mangler millioner

Selskabet bag Ajax' herrehold i 1. division mangler flere millioner for at overleve.

Samtidig har klubben og nu tidligere direktør Daniel Svensson fået heftig kritik, fordi herrespillerne i Ajax i årevis ikke har været dækket af en ulykkesforsikring.

Da nyheden, om at Ajax-spillerne kunne fritstilles, kom ud, fortalte bestyrelsesformand Henrik Ritlov, at halvdelen af truppen havde tilkendegivet, at de ville ud af deres kontrakter.

Det er Skat, der har indgivet konkursbegæring mod selskabet bag Ajax' herrehold, og 11. oktober skal konkurssagen behandles i Skifteretten.

I SønderjyskE er de glade for, at Tobias Olsen har underskrevet en kontrakt, der løber til 2024.

- Tobias er en ung og meget spændende spiller, som vi ser frem til at få tilknyttet truppen. Han har et stort potentiale, og det glæder vi os til at få gavn af, siger sportschef Thomas Mogensen.

Tobias Olsen huserer både på backen og fløjen i højre side af banen, mens Johan Thesbjerg Kofoed spiller på venstre back.