Håndbold

- Vi vender hver en sten, siger Odense om stjernes comeback

Odense Håndbolds sportsdirektør, Trine Nielsen, fortæller, at klubben gerne vil gøre brug af Nycke Groot igen, hvis hollænderen selv har lyst.

Skadessituationen i Odense Håndbold fik onsdag aften klubben til at hive en større kanin op af hatten.

Kaninen hedder Nycke Groot, og hun gjorde comeback i den smalle sejr på 28-27 mod Aarhus United.

Den tidligere hollandske landsholdsprofil stoppede karrieren sidste sommer, men var blevet lokket tilbage på holdkortet for Odense.

- Vi havde jo vendt tanken om, hvorvidt det var en mulighed, fordi vi vender hver en sten i øjeblikket i forhold til den skadesmængde, vi har. Da Háfra (Noémi, red.) gik i stykker, så kunne vi godt se, at truppen blev presset, siger Odense Håndbolds sportsdirektør Trine Nielsen til TV 2 SPORT.

Mandag aften besluttede Trine Nielsen og cheftræner Ulrik Kirkely at kontakte 34-årige Nycke Groot, som kvitterede med en enkelt scoring i ligaopgøret to dage senere.

- Det gik stærkt med at få hende herned, købe et par håndboldsko og så til træning tirsdag. Vi lavede en vurdering dagen efter, om hvordan hendes krop havde det, og om hun havde lyst til det. Det ville hun gerne, så det var fedt, siger Trine Nielsen.

Flere kampe til Groot

Odense er i øjeblikket ramt af et stort skadehelvede, hvor flere af klubbens største profiler er på sidelinjen. Larissa Nusser, Dione Housheer, Helena Elver, Freja Cohrt, Lois Abbingh, Mia Rej og senest Noémi Háfra er alle tvunget på sidelinjen.

Selvom aftalen i første omgang gjaldt kampen mod Aarhus, kan det sagtens være, at Nycke igen indtager banen for klubben, som hun i første omgang repræsenterede fra 2019 til 2021.

- Planen er nu og har hele tiden været, at hun spillede den ene kamp mod Aarhus, fordi det var vanvittig vigtigt for os at få point hjemme i den danske liga. Så ser vi, hvordan tingene udvikler sig frem til vores kamp på søndag mod Bietigheim.

- Vi vil gerne gøre brug af Nycke igen, fordi vi synes, at hun bidrog med vanvittig meget, men det er 100 procent på hendes præmisser, siger Trine Nielsen.

Profiler på vej tilbage

Trine Nielsen giver også en skadeopdatering på et par af de profiler, som lige nu ikke er kampklare. Efter den kommende EM-slutrunde i november begynder det at se lysere ud, spår sportsdirektøren.

- Når vi kommer på den anden side, så skulle Dione (Housheer, red.) meget gerne være klar. Helena Elver, Lois Abbingh og Freja Corth ligner alle nogen, som stille og roligt er på vej tilbage.

- Vi kigger på mulighederne, men vi vil heller ikke gøre noget, som er en panikløsning, siger Trine Nielsen om muligheden for at tilknytte yderligere spillere udefra.