Svensk stjerne med opløftende nyt
Jim Gottfridsson frygter ikke for VM-deltagelsen, selvom han blev ramt af en skade onsdag.
De svenske håndboldfans holdt vejret, da landets største stjerne forlod banen med en skade i onsdagens kamp mod Berlin.
Aftonbladet omtalte billederne af skadet som "et mareridt", og håndbold-Sverige frygtede for Jim Gottfridssons deltagelse ved VM i januar.
Men nu kan de alle sammen ånde lettet op.
- Hvis der ikke sker noget uforudset, bliver der ingen problemer (med at nå VM, red.), siger Gottfridsson til Aftonbladet.
Her fortæller han også, at han er blevet ramt af en muskelskade i læggen.
Han tør ikke spå om, hvornår han præcist kan være på banen igen, men han forventer at vende tilbage til halgulvet indenfor "nogle uger".
Jim Gottfridsson er Sveriges helt store stjerne, og det ville derfor være et enormt tab for holdet, hvis ikke Flensburg-spilleren blev klar.
VM i herrehåndbold spilles i Sverige og Polen fra 12.-29. januar 2023.