Odense henter norsk landsholdsspiller
Odense Håndbold fortsætter oprustningen. Mestrene fra Fyn henter Malin Aune på en toårig aftale fra CSM Bucuresti i Rumænien.
For et par dage siden var det en dansk landsholdsfløj i form af Elma Halilcevic.
Nu er det en norsk landsholdsfløj, der har skrevet kontrakt med mestrene fra Odense. Malin Aune har nemlig skrevet under på en toårig aftale. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Nordmanden glæder sig til at trække i den orange dragt.
- Jeg er rigtig glad for at skulle fortsætte min karriere i Odense Håndbold. Odense har et godt internationalt niveau og er et hold med store ambitioner.
- Det er en klub med stor professionalitet og stor vilje til at nå sine målsætninger. Jeg glæder mig til at lære alle i klubben at kende, og jeg tror på, at min tid i Odense bliver rigtig god.
Sportsdirektør er tilfreds
Klubben er selvsagt også glade for deres nye spiller.
Sportsdirektør Trine Nielsen glæder sig over den internationale erfaring, 27-årige Aune bringer med sig.
- Vi er virkelig glade for, at Malin valgte at kigge vores vej, da hun skulle vælge klub for fremtiden.
- Hun er en spiller med masser af international erfaring fra både landshold og klubhold, hvor hun har vundet masser af guld, og jeg er samtidig sikker på, at hun også udenfor banen qua sin personlighed vil bidrage med en masse til truppen.
- Det er derfor en højre fløj, der vil tilføre vores trup både erfaring og vindermentalitet fra øverste hylde.
Aune er en fast del af det norske landshold, som hun har vundet både EM og VM-guld med. Udover succesen på landsholdet har hun også vundet Champions League med Vipers Kristiansand.