Håndbold

Aalborg forlænger med Møllgaard

Henrik Møllgaard kan se frem til endnu flere år i Aalborg-trøjen, efter han nu har forlænget sin kontrakt med et år.

Aalborg Håndbold og Henrik Møllgaard er langt fra færdige med hinanden.

I hvert fald har den rutinerede landsholdsspiller forlænget sin kontrakt med yderligere et år, så den nu løber frem til sommeren 2024.

Det skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse, hvor Møllgaard også sætter ord på beslutningen.

- Det var ikke svært at beslutte mig for at blive i det her fantastiske projekt. Jeg har hele tiden haft tanken, at jeg skulle slutte mit håndboldliv i Aalborg, og jeg er da glad for, at det ikke er helt slut endnu.

- Projektet her i Aalborg driver også mig, jeg vil gerne være med til at prøve at ”følge det til dørs”. Den vanvittige udvikling der har været de seneste år, er stadig spændende at være en del af, siger 37-årige Møllgaard.

Unge talenter kan lære meget af Møllgaard

I klubben er man også glade for den nye aftale med Møllgaard.

Det fortæller Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.

- Selvom Henrik er i slutningen af sin karriere som håndboldspiller, så har han stadig masser at byde ind med. Den erfaring, han har opnået som spiller på både klub- og landshold, nyder alle medspillere godt af hver eneste dag, og ikke mindst vores unge talenter kan lære meget fra en spiller som Henrik.

- Så vi er glade for at have ham i klubben frem til sommeren 2024, siger Jan Larsen.

Henrik Møllgaard står indtil videre noteret for 325 kampe og 977 mål for Aalborg Håndbold. Han vendte i 2018 tilbage til klubben, som han også spille for fra 2009 til 2012.