EM håndbold

- Ingen, der elsker sport og fairplay, ønsker at se sådan noget

Den polske EM-lejr vil dog ikke give andre end sig selv skylden for, at de røg ud af turneringen onsdag aften.

Det var på alle måder bizart, hvad der skete onsdag aften i EM-kampen mellem Spanien og Tyskland.

Spanierne udnyttede reglerne mod Tyskland. Det sendte begge nationer videre til mellemrunden, mens Polen endte som den store taber.

At polakkerne trak det korteste strå efter den kontroversielle afslutning, gør selvsagt ondt i den polske EM-lejr. Det fortæller Iwona Niedźwiedź, kommunikations- og mediespecialist i det polske håndboldforbund og tidligere landsholdsspiller, til TV 2 SPORT:

- Først og fremmest var det vores eget ansvar at sikre en plads i mellemrunden, og det er ikke første gang, at matematik afgør noget ved et EM. Men det er selvfølgelig meget smertefuldt, når det er ét mål, der afgør det hele.

- Spillerne er virkelig skuffede og bitre lige nu. Det er vi naturligvis alle sammen, fordi vi har gjort så store fremskridt. Det, vi så i afslutningen af kampen mellem Spanien og Tyskland, var helt sikkert noget, som alle, der elsker sport og fairplay, ikke ønsker at være vidne til.

- Men vi bebrejder ikke Spanien. Jeg stod ikke selv i sådan en situation som aktiv spiller, men jeg har spurgt mig selv lige siden kampen, hvad jeg ville have gjort, og ærlig talt kan jeg ikke svare på det. Det er et spørgsmål om etik, lyder det fra Iwona Niedźwiedź.

Afslutningen mellem Tyskland og Spanien blev aldeles dramatisk, da Spanien spillede for at få Tyskland med videre til mellemrunden. Video: TV 2 SPORT

Sagen er den, at spanierne i onsdagens kamp var meget interesseret i at vinde med præcis to mål over Tyskland.

Det ville nemlig betyde, at det samlede regnskab ville falde ud til spaniernes side. På den måde ville de nemlig få Tyskland og to point med over til mellemrunden.

Man tager nemlig kun point med over til mellemrunden fra hold, der også går videre. Og da Spanien tidligere på turneringen tabte til Polen, ville et polsk avancement betyde, at Spanien ville komme til mellemrunden med nul point.

Spanien vandt 23-21, men havde Tyskland tabt 20-23, var Polen kommet med videre i stedet for tyskerne på grund af en bedre totalmålscore.

"Det er ikke godt for håndbolden"

Efterfølgende har TV 2 SPORTs håndboldekspert, Lærke Møller, sat spørgsmålstegn ved det faktum, at kampen mellem Polen og Montenegro ikke blev spillet på samme tidspunkt som Spanien-Tyskland.

På den måde havde spanierne ikke kunnet spekulere i resultatet på så detaljeret en måde, som de gjorde onsdag aften.

I den polske EM-lejr ser man da også nogle sportslige udfordringer, når en gruppe skal afgøres på den måde:

- Det faktum, at de sidste kampe i gruppespillet ikke spilles på samme tid, skaber problemer, som vi så mellem Spanien og Tyskland. Og jeg synes ikke, det er godt for håndbolden, og det er heller ikke godt for EHF, fordi det fordrejer den sportslige konkurrence. Og lige nu handler det ikke om Polen. Det handler om alle hold, der kan ende i den situation. Også Danmark.

- Det ligger i en sportsmand og sportskvindes DNA at ville vinde, men EHF kan hjælpe landene en smule, og det vil også sikre og opretholde en fairplayattitude, siger Iwona Niedźwiedź til TV 2 SPORT.

EHF forholder sig ikke til den konkrete situation

TV 2 SPORT har været i kontakt med den kommunikationsansvarlige i EHF, Thomas Schöneich.

Han har følgende svar til spørgsmålet om, hvorvidt det er et problem, at to afgørende kampe i en gruppe ikke bliver afviklet på samme tidspunkt.

- Spilleplanen for dette EM blev fastlagt og bekræftet i god tid. Spilletidspunkterne er koordineret med vores mediemarkedsføringspartnere, hvor der også er blevet taget hensyn til faktorer som tilskuernes interesse og den foretrukne timing fra vores tv-partnere.

- Fra 2024 udvides kvindernes EM til 24 hold (ligesom herreturneringen). Og så er det kun de to bedste hold i hver gruppe, der kvalificerer sig til mellemrunden, lyder det skriftlige svar fra EHF, der ikke ønsker at forholde sig til de konkrete scener fra ondagens kamp.

Til Ritzau har EHF også sendt et skriftligt svar, hvori de skriver, at der "ikke er nogen beretninger fra EM-kampen mellem Spanien og Tyskland, som fører til en sag."