- Jeg fortryder intet, siger dansker om landsholdsskifte

Silje Brøns Petersen fik delt statsborgerskab. Kort tid efter fik hun debut for det tyske landshold.

Danske Silje Brøns Petersen kom aldrig i betragtning til det danske håndboldlandshold.

Sidste sommer valgte playmakeren at tilføje et tysk statsborgerskab til sit danske. I samme måned statsborgerskabet kom i hus, blev hun udtaget til den tyske VM-trup.

Beslutningen trak mange overskrifter i de danske medier, mens Silje Brøns også blev mødt af mange negative kommentarer. Folk sammenlignede blandt andet skiftet til Tyskland med de håndboldspillere, der skifter til Qatar, selvom de intet forhold har til landet.

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde forventet, at det ville blive så stor en sag. Det kom også bag på mig, hvor mange der havde en holdning til det. Det var en vild og voldsom tid, fortæller Silje Brøns Petersen til TV 2 SPORT.

- Jeg skiftede, fordi det føltes som det rigtige at gøre. Og det var samtidig det, jeg gerne ville.

Det var en af de største oplevelser i mit liv

Silje Brøns Peterson om sin VM-deltagelse

Større forståelse

Brøns Petersen, der lige nu er med i den tyske trup til EM, spiller til daglig for København Håndbold.

Hun føler, at kritikken af sit valg så småt er stilnet af.

- Nu er der gået et år, og jeg er blevet bedre til at håndtere det. Jeg føler også, at folk har fået en større forståelse for, hvorfor jeg har taget beslutningen.

- Da det danske publikum hørte om min beslutning, tænkte de nok, at det var en smule underligt, hvilket jeg forstår. I og med jeg spiller i den danske liga, har jeg haft mulighed for at forklare mit valg. Det har gjort det hele nemmere, siger hun.

Hun fortæller i samme ombæring, at hun på ingen måde fortryder sit valg.

- Det var en af de største oplevelser i mit liv at være med til VM, og jeg er sindssygt taknemlig for, at jeg igen har fået chancen til EM. Jeg fortryder intet, siger hun.

Håber på mere spilletid

Brøns Petersen erkender, at hun ikke just er stamspiller for det tyske landshold, men at hun sætter en store ære i at hjælpe holdkammeraterne, hvor hun kan. Også selvom spilletiden kan være begrænset til fem minutter for at give en af de faste spillere en pause.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg på et tidspunkt kommer til at spille en større rolle på landsholdet. Men der er sindssygt hård konkurrence, siger hun.

Tyskland er, ligesom Danmark, gået videre til mellemrunden.

Tirsdag venter der tyskerne hård modstand, når de tørner sammen mod et storspillende fransk hold.

Se EM-kampene på TV 2 og TV 2 PLAY. Hele sendeplanen findes her.