- Jeg kan lide at være afgørende, siger Højlund
Mie Højlund trives med at tage ansvar, når kampene skal afgøres.
Se EM i håndbold på TV 2 PLAY.
Mie Højlund har vist sig afgørende i mange kampe til EM-slutrunden.
Faktisk har den danske profil vist sig så flot frem, at TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Brunn Jørgensen peger på Højlund som Danmarks vigtigste offensive kort.
- Det er altid dejligt at få ros. Til en slutrunde gælder det om at tage så så meget selvtillid med sig som muligt ind til kampene, fortæller Højlund.
- Jeg kan godt lide at være afgørende og have ansvaret. Jeg synes, det er sjovt at tage skuddene i de tætte kampe. På den måde er det rigtigt fint, at en del af ansvaret ligger på mig.
Højlund fortæller, at hun efter en snak med landstræner Jesper Jensen kom frem til at opprioritere hendes offensive rolle på landsholdet.
Ser frem mod Norge
Det danske landshold brager onsdag sammen med de forsvarende EM-vindere fra Norge. Ved at slå normændene kan Danmark selv afgøre, om de kommer i semifinalen.
For at kunne gøre det vurderer Højlund, at det danske hold skal ramme dagen og vise spil, som de gjorde i den ene halvleg mod Sverige. Den danske bagspiller har samtidig enorm respekt for det rutinerede norske hold.
- De er nærmest gode på alle positioner og i de forskellige aspekter af spillet. Jeg har næsten mere lyst til at nævne deres styrker end svagheder, siger Højlund grinende.
Alligevel peger Højlund på en sprække i Norges panser.
- Deres defensiv er nok deres største svaghed, uden den på nogen måder er dårlig. Det er her, vi kan gøre ondt på dem.