EM håndbold

Nyegaard har Danmark som svag favorit i EM-finale

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard vil ikke udpege Danmark som den klare EM-favorit, men han siger, at danskerne har overhånden.

Det er danskerne, der løber på banen med de bedste minder.

For da Norge og Danmark mødtes i den sidste kamp i mellemrunden, var det de danske landsholdsstjerner, der gik fra kampen med en sejr. Nu står de to nationer nu over for hinanden igen.

Det bliver et brag af en kamp, og vi glæder os rigtig meget

Sandra Toft

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard er Danmark ikke klar og stor favorit, men de har alligevel overhånden efter det spil, de leverede senest.

- Jeg synes, Danmark står godt. Den selvtillid, der blev bygget op onsdag, er ikke blevet ringere af at komme i finalen nu. Jeg er sikker på, at de er absolut top på alle mulige parametre – både mentalt fysisk.

- Så jeg har Danmark i en lille favoritrolle. Jeg synes, der var så meget at tage med fra kamp ét, som var helt forrygende, at der stadig er meget, Norge får svært ved at løse mod Danmark, selvom de kom virkelig godt tilbage fredag, siger eksperten.

Ingen kan overraske "vildt meget"

Den danske landsholdkeeper Sandra Toft fortæller til TV 2 SPORT, at hun ser frem til at møde Norge igen - især efter de spillede stærkt mod Frankrig i semifinalen.

- De er fuldt fortjent i finalen, og det er da altid sjovt med et skandinavisk opgør, siger Toft.

Trods en del modgang i løbet af dagen, så tager Danmark en stor sejr over Norge og vinder puljen. Video: TV 2 Sport

Hun forventer, at Danmark kommer til at skrue endnu mere op, selvom de i forvejen storspillede mod Norge senest.

- Det bliver et brag af en kamp, og vi glæder os rigtig meget. Den mentale blokade er jo væk, men vi ved jo godt, at det stadig er Norge. De har stået i finaler mange, mange gange, og vi er stadig underdogs, selvom vi slog dem i mellemrunden. Vi skal bare gå ind og give den gas. Jeg tænker ikke, der er nogle af holdene, der kan overraske vildt meget. Vi har mødt hinanden mange, mange gange, så det bliver bare fight fra start til slut.

Danmark vandt med 31-29 i den sidste kamp i mellemrunden.

Du kan se EM-finalen på TV 2 og TV 2 PLAY søndag fra klokken 20.30.