Nyegaard overrasket over modstanders "spektakulære" tal
Håndbolden i Montenegro står i skærende kontrast til situationen i Danmark. Alligevel står begge nationer i EM-semifinalen fredag.
Montenegros landstræner, Bojana Popović, fortalte tidligere ved EM, at hun kun har 50-60 seniorspillere at vælge i mellem, når landsholdet skal udtages.
Umiddelbart lyder det ret specielt, men den er god nok.
Den tidligere Montenegro-træner Per Johansson bekræfter over for TV 2 SPORT, at han i sin tid også kun havde 50-60 seniorspillere at vælge imellem, når han skulle udtage landsholdet. Johansson var træner fra 2017-2020.
Han fortæller også, at han efter spiller nummer 20 havde svært ved at finde flere spillere til holdet.
Og den situation overrasker TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.
- Det er meget, meget spektakulært. Og på den måde er det jo vildt imponerende, hvad der kommer ud af holdet alligevel.
- Samtidig er der også så mange fans, der altid samles om nationens landshold. Der er en kæmpe stemning omkring det. Så det er helt vildt det tal her, siger Bent Nyegaard.
Skærende kontrast til Danmark
Fredag møder de Danmark i EM-semifinalen.
Og her kan man ikke komme udenom, at forskellen på antallet af spillere, der er til rådighed for landsholdet, er en kende større i Danmark.
- Det er virkelig, virkelig en skærende kontrast til vores eget land. Hvor stort et håndboldsystem, vi har, i forhold til dem. Vores største problem er næsten, om vi skal have 14, 16 eller 18 hold i ligaen.
- Så det er på alle måder to vidt forskellige håndboldnationer, der mødes, siger Nyegaard.
Mens man i Danmark opererer med flere ligaer og mange hold, har man i Montenegro slet ingen seniorliga for kvinder. I stedet har man en juniorliga.
Derfor handler det i Montenegro om at spotte de store talenter på juniorsiden og sende dem videre på rette vej.
- De prøver at kigge talenterne ud og sætter dem ind på nogle seniorhold. Og så orienterer de sig også mod at nationalisere andre spillere.
- På den måde er det her også et godt eksempel på, at det er utroligt sårbart, det de har gang i. Landsholdet er helt alene i Europa i forhold til at have så lille et grundlag at udtage spillere på, siger Nyegaard.
Montenegro har dog et stærkt seniorhold i ŽRK Budućnost, der spiller Champions League.
Svært at holde niveauet
Selvom Montenegro nu – på trods af et lavt antal seniorspillere – står i en EM-semifinale, skal vi ifølge Bent Nyegaard formentlig ikke vænne os for meget til at se nationen på det her niveau.
- Jeg tror, at det er med at nyde montenegrinerne i den her weekend, for der kan godt gå rigtig lang tid, inden du ser dem igen i en finaleweekend.
- Jovanka Radičević (stor profil, red.) har meldt ud, at dette er hendes sidste EM, og Milena Raičević har heller ikke mange år tilbage. Så der skal virkelig komme nogle unge spillere, hvis de skal holde fast, siger eksperten.
Montenegro, der har et befolkningstal på lidt over 600.000, har ad flere omgange vist sig fornemt frem i håndboldverdenen, hvor især stjernen Bojana Popović, der nu er landstræner, har trukket et stort læs.
I 2012 vandt Montenegro både EM-guld og OL-sølv, men siden har de ikke opnået de helt samme resultater.
Fredag klokken 17.45 har de mulighed for at sikre et nyt stort resultat, når de møder Danmark i EM-semifinalen.