En vigtig ting er væk, siger Toft om finale mod Norge
Søndag spiller Danmarks kvindelandshold finale for første gang i 18 år. Siden dengang har Norge i gennemsnit vundet en medalje om året.
Den er god nok! Danmark har indhentet Norge, og søndag mødes de to stolte håndboldnationer igen i en EM-finale.
I mellemrunden lykkedes det Danmark at slå Norge efter 16 kampe i træk uden sejr og nordmændene, og den bedrift kan ifølge målmand Sandra Toft få stor betydning før og under søndagens guldkamp.
- Den mentale blokade er væk. Men vi ved stadig godt, det er Norge. De har stået i finaler mange, mange gange, så vi er stadig underdogs, selvom vi slog dem i mellemrunden. Vi skal bare ind og give den gas, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT.
Helt præcist har Norge stået i 17 finaler, siden de slog Danmark i EM-finalen i 2004. Tæller man den kamp med, har Norge i gennemsnit vundet en medalje om året, mens Danmark er noteret for EM-sølv 2004 og VM-bronze i 2013 og 2021.
På det seneste har Danmarks kampe mod Norge dog været meget lige. I optakten til EM vandt Norge de to Golden League-kampe med to og et mål, inden Danmark altså sejrede med 31-29 i den sidste mellemrundekamp og dermed sikrede sig førstepladsen i gruppen.
- Jeg tænker ikke, nogen af holdene kan overraske. Vi har mødt hinanden mange gange, så det bliver fight fra start til slut, siger Sandra Toft og tilføjer om søndagens finale:
- Man skal vel altid lægge et niveau på, når man står i en finale. Det ved jeg ikke, nu hvor jeg ikke har stået der så tit. Men selvfølgelig skal vi skrue endnu mere op, ligesom sidst vi mødte dem. Det bliver et brag af en kamp, og vi glæder os.