Eksperter udpeger afgørende momenter
Danmark tabte EM-finalen til Norge med 27-25 søndag aften.
De danske håndboldkvinder fik en fremragende start på EM-finalen, men i sidste ende var det de norske modstandere, der kunne kaste hænderne i vejret og juble.
Danmark tabte finalen med 27-25, men hvad gik der galt i de sidste minutter, siden Danmark ikke kunne holde fast i føringen?
TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard udpeger de afgørende momenter.
- Det er jo, at Danmark taber den sidste periode med 8-2. Det er det, der reelt afgør kampen. Og det sker jo som en kombination af, at Lunde (norsk målvogter, red.) står forbandet godt på mål, men også at der hos Danmark sniger sig nogle fejl ind.
- Der sniger sig noget usikkerhed ind. Der sker en masse småting, der vælter ind oveni hinanden. Så det er så marginalt, som det måtte blive, siger eksperten.
Danmark var foran med fire mål i anden halvleg ved stillingen 22-18.
"Danmark, der lukker Norge ind"
Bent Nyegaards ekspertkollega Lærke Møller er enig i, at Danmarks niveau faldt i de afgørende minutter.
Men hun understreger alligevel, at danskerne generelt spillede en stærk finale.
- Danmark leverede en virkelig flot indsats. Men det er ærgerligt, for jeg føler, det er Danmark, der lukker Norge ind i kampen til sidst. De har lige de her tre tekniske fejl, der bliver dyre. Ellers har danskerne styr på det i størstedelen af kampen.
- Jeg synes, de har den der ro, som de havde i onsdags mod Norge. Jeg synes, de spiller så godt angrebsmæssigt og står så godt defensivt, og så kommer rutinen fra Norge. Lunde står på 40 procent, og verdensbedste håndboldspiller Henny Reistad afgør det igen, siger Lærke Møller.
Danmark tabte anden halvleg med fem mål. EM-finalen var den første på kvindesiden siden 2004, hvor det også blev til et nederlag til Norge.