Én spiller scorer topkarakter efter finalenederlag

TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun giver karakterer til de danske spillere efter finalenederlaget til Norge.

Det var et dansk landshold, der spillede virkelig godt og havde styr på kampen, til der manglede et kvarter. De førte 22-18.

Der var så mange ting, de gjorde godt. Forsvaret var imponerende, og angrebsmæssigt fungerede det.

Norge skiftede målvogter, og Katrine Lunde havde redninger på helt afgørende tidspunkter. Der sneg sig fejl ind i det danske angreb til sidst, og det blev afgørende. Henny Reistad viste også sin klasse til allersidst, da det gjaldt.

Karakterbogen

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Sandra Toft

    Målvogter

    Sandra Toft havde store, store redninger. Hun faldt lidt i niveau i anden halvleg. Der var flere gange, hvor Althea Reinhardt var på vej på banen, men så fandt Toft flere redninger.

    I slutfasen manglede de sidste redninger, men det var en fin præstation med 11 redninger.

    4
  • Althea Reinhardt

    Målvogter
    UB
  • Kathrine Heindahl

    Stregspiller

    Heindahl styrede det danske forsvar, og hun lavede et fantastisk stykke arbejde. Hun bandt den danske defensiv sammen i store perioder.

    Men det blev også sværere og sværere mod slutningen, hvor Norge også skruede op.

    Det var en rigtig god præstation i forsvaret, men hun kom ikke til afslutninger i angrebet. Fik trukket et straffekast.

    4
  • Rikke Iversen

    Stregspiller

    Hun stod også centralt i den danske defensiv. I perioderne, hvor det var Stine Oftedal, havde Rikke Iversen styr på det.

    Det begyndte at gøre ondt, da Kristine Breistøl kom ind. Der fik forsvaret udfordringer.

    Det var en kanongod præstation, og hun scorede på begge sine forsøg.

    5
  • Sarah Iversen

    Stregspiller

    Hun er blevet mere og mere sammenspillet med sin søster og Heindahl. Det var en god defensiv præstation.

    Men hun brændte nogle gange på vigtige, vigtige tidspunkter. Hun scorede på et ud af tre forsøg.

    4
  • Elma Halilcevic

    Fløjspiller
    UB
  • Emma Friis

    Fløjspiller / Kampens spiller

    Emma Friis startede fantastisk. Jeg vil rose hendes defensive arbejde. Hun fulgte strategien og dækkede store områder.

    Hun fik trukket angrebsfejl på Nora Mørk, og hun var hele tiden klar. Hun gjorde det også vanskeligt for Stine Oftedal at finde fløjen.

    Friis scorede på fem ud af seks forsøg. Hun har bare løftet sit niveau hele vejen igennem turneringen. Venstrefløjen er den bedste på sin position i hele slutrunden og blev fuldt fortjent valgt til All Star-holdet.

    6
  • Kristina Jørgensen

    Bagspiller

    Hun fik lige i underkanten af ni minutter, men fik ikke rigtig sat sit aftryk.

    Jørgensen brændte en stor chance i overtal, hvor de åbnede til hende i det norske forsvar.

    Hun var en del af syv mod seks-spillet, men Danmark fik ikke nok ud af det. Det blev for usikkert, og hun fik ikke rigtig sat sit præg på kampen.

    3
  • Anne Mette Hansen

    Bagspiller

    Anne Mette Hansen har funklet i de to kampe op til finalen, men hun fik ikke den samme rolle her.

    Hun var god i assistspillet, men lavede ikke mål selv. Hun brændte begge skud og lavede en teknisk fejl på et skidt tidspunkt.

    Men Hansen dækkede godt op. Det trækker bare ned, at hun ikke kunne sætte sig igennem i angrebet.

    3
  • Mie Højlund

    Bagspiller

    Højlund gjorde det godt særligt i første halvleg og lavede en perle af et mål, hvor hun smadrede den helt op i hjørnet.

    Hun spillede virkelig godt og skabte overtal. Hun lavede syv assist, men hun var ikke helt så scoringssikker med to mål på fem forsøg.

    I afslutningen kunne hun heller ikke finde løsningerne. Der var også en teknisk fejl på et kritisk tidspunkt.

    4
  • Simone Petersen

    Bagspiller

    Hun kom ind i syv mod seks-spillet og lavede et rigtig godt mål.

    Indimellem kunne hun godt spille boldene lidt mere rundt. Der var gode indspil til stregspillerne, men hun nåede ikke op på niveauet som i de seneste møder med Norge.

    4
  • Michala Møller

    Bagspiller

    Hun fik ikke nok spilletid til en bedømmelse, selvom hun var på banen. Seks minutter og 34 sekunder, men hun var iskold på straffekast.

    UB
  • Mette Tranborg

    Bagspiller

    Tranborg var en del af det meget stærke danske forsvar. Der er ingen, der kom forbi hende, og hun var med til at hjælpe sine holdkammerater. Hun var meget stærk og skulle måske have været inde i slutfasen, hvor forsvaret vaklede lidt.

    Backen lavede et par mål, men der var også afslutninger på svære tidspunkter, som ikke gik ind.

    4
  • Louise Burgaard

    Bagspiller

    Hendes første halvleg var simpelthen en fornøjelse. Hun stod over for tre forskellige, og hun tørrede den ene efter den anden.

    Burgaard var virkelig, virkelig skarp. Hun faldt lidt i anden halvleg sammen med resten af holdet.

    I opdækningen haltede det, men hun får et femtal for den første halvleg.

    5
  • Trine Østergaard

    Fløjspiller

    Fløjspilleren lavede et kanongodt arbejde i forsvaret. Hun prøvede at gøre forsvaret kompakt, og det udførte Østergaard godt.

    Hun scorede fire mål, men der var også store afbrændere.

    Trine Østergaard har været en virkelig dejlig spiller at følge gennem turneringen. Hun er bare driftsikker, men der var to svipsere i finalen.

    4
  • Andrea Aagot Hansen

    Fløjspiller
    UB
  • Jesper Jensen

    Landstræner

    Landstræneren havde lagt den rigtige taktik. Danskerne pressede Norge. 

    Danmark førte 22-18 med et kvarter igen, og det var en god idé at åbne til de norske fløje. Angrebet fungerede også, men der skulle måske være skiftet hurtigere væk fra syv mod seks-spillet, som han ellers forsøgte.

    Han havde styr på sit hold hele vejen og turde tage nogle chancer. Det så man også med vippet til Burgaard i første halvleg. Det viser, han tør at tage initiativ.

    4