Danmark har smidt dynen

Det danske kvindelandshold har nu endegyldigt fjernet den tunge, klamme dyne, der har ligget over holdet i næsten 20 år.

Dynen har været de tårnhøje forventninger og sammenligninger med de 'Jernhårde Ladies', der i 90'erne og starten af 00’erne gjorde kvindelandsholdet til folkeeje og vandt medaljer og titler på stribe.

Men med den tredje semifinale i træk og den flotte sølvmedalje ved EM er det danske kvindelandshold igen at finde i den absolutte top og trådt ud af fortidens skygge.

EM-slutrunden startede alt anden end godt for de danske kvinder. Nederlaget i åbningskampen mod værterne fra Slovenien satte det danske hold under pres. Men holdet viste, at de under pres kan præstere. Jeg var specielt imponeret af de sidste otte minutter af kampen mod Ungarn. Danmark var bagud med to og på vej ud af EM.

Danmark bevarede roen og spillede koncentreret de sidste otte minutter og vandt kampen med to. Det er det, de bedste hold kan - klare sig ud af vanskelige situationer og være bedst, når det gælder. Det kan Danmark nu.

Med sejren over Norge i mellemrunden tog Danmark endnu et mentalt skridt mod toppen. Første sejr over Norge i otte år, og Danmark var tæt på at gentage kunststykket i finalen. Foran med 4 mål med 16 minutter igen, men Norge viste kolossal styrke, da det hele skulle afgøres og blev fortjent europamester.

Danmark er tilbage verdenstoppen

Derfor glæder jeg mig allerede nu til næste års VM-slutrunde, som foregår i Danmark. Kurven peger kun en vej:

  • EM 2020 = nummer 4
  • VM 2021 = nummer 3
  • EM 2022 = nummer 2
  • VM 2023 = nummer 1?

Men EM var ikke kun lutter lagkage. EHF tager ikke damehåndbolden seriøst. Statistikken under slutrunden var katastrofe. Dem, der skulle sidde og lave statistikken, var ikke håndboldkyndige og var blevet oplært med en enkelt kamp, inden det gik løs for alvor.

Derfor var det en statistik med et hav af fejl. Det er ikke godt nok.

Dommerne under slutrunden var ikke de bedste. Hvorfor skal kvinderne nøjes med dommere, der ikke har niveau til at dømme de bedste hold og spillere? Jeg forstår det ikke.

Der manglede også tilskuere. Eller også var hallerne for store. I finalehallen, Arena Stozice i Ljubljana, er der plads til 12.480. Den var på intet tidspunkt bare halvt fyldt. Måske skulle EHF tænke i lidt mindre haller, der så kunne fyldes helt op. Det giver en meget bedre stemning for alle.

Ugens Notabene

I Aalborg håndbold kæmper Stefan Madsen og hans stjernespillere i øjeblikket med at finde rytmen.

Tre tabte kampe i træk og senest et klart nederlag på hjemmebane til Skanderborg Aarhus Håndbold er man ikke vant til på de kanter.

Straks begynder snakken om fyring, som er en udbredt mekanisme i sport, når det ikke lige kører. Men stop. Stefan Madsen har igennem mange år lavet et fantastisk stykke arbejde i Aalborg, og jeg er overbevist om. at han nok skal få holdet på ret kurs igen.

Odense-profilen Helena Elver gjorde comeback efter to års skadeshelvede. Og hun var rørt efter kampen, da hun igen kunne kalde sig håndboldspiller. Se hele interviewet med den 24-årige landsholdsbobler her. Video: TV 2 Sport

Efter 732 dage med vendte Helena Elver tilbage på håndboldbanen i Odenses udekamp mod Nykøbing søndag.

Interviewet efter kampen sagde alt. Tårerne trillede ned ad kinderne på Helena Elver, og jeg fornemmede, hvilket helvede hun har været igennem.

Derfor har jeg også den allerstørste respekt for Helena Elver, som har kæmpet en vanvittig hård kamp både fysik, men så sandelig også mentalt for igen at kunne kalde sig håndboldspiller. Hun er sej.