Islandsk målmand sender klage over VM-regler

Det er bestemt ikke uden øjenfaldende protester, at IHF håndhæver reglen om jævnlige coronatests og fem dages isolation for coronaramte under VM.

Er det et brud på basale menneskerettigheder, hvis det internationale håndboldforbund (IHF) tvinger spillere til at lade sig coronateste og i værste fald isolere under VM?

Ja, påpeger den islandske målmand Björgvin Pall Gustavsson, der onsdag har indsendt en officiel klage til IHF.

- Jeg har, sammen med andre håndboldspillere, konsulteret advokater vedrørende den potentielle isolation ved håndbold-VM, indleder Gustavsson sin klage, som han selv har delt på Twitter.

"Yderst bemærkelsesværdigt"

Målmanden, der selv er VM-aktuel, fortsætter med at henvise til den europæiske menneskerettighedskonvention, der handler om beskyttelsen af frihed og privatliv samt friheden til at arbejde.

Det skal forstås i lyset af, at IHF har vedtaget egne coronaregler i værtslandene Sverige og Polen, hvor coronarestriktioner i samfundet er fortid.

- Turneringsreglerne er strengere end de eksisterende regler i de respektive lande, og det er arrangøren, der laver de her regler.

- Man kan nemt argumentere for, at friheden til at arbejde bliver indskrænket ved at nægte spillerne adgang til turneringen, hvis de vælger ikke at følge reglerne. Det er selvfølgelig yderst bemærkelsesværdigt, siden der ikke er gældende corona-restriktioner i de lande.

- Spillere, der er havner i isolation under verdensmesterskabet, vil potentielt søge deres rettigheder ved en domstol. Spillerne er bevidste om, at de til en hver tid kan bryde isolationen eller nægte at blive undersøgt, lyder det i klagebrevet

IHF kræver en negativ PCR-test 72 timer før ankomst til VM og derfra test igen efter det indledende gruppespil og efter mellemrunden.

Ved en positiv test kan man tidligst vende tilbage efter fem dage med en negativt test.

Landstræner: - Fuldstændig unødvendigt

Også Islands landstræner Gudmundur Gudmundsson er meget uforstående over for det internationale håndboldforbunds beslutning.

- Jeg må indrømme, at jeg gispede, da jeg hørte det, og jeg er meget bekymret for det. Efter min mening er det her fuldstændig unødvendigt og kommer på et underligt tidspunkt, siger islændingen ifølge frettabladid.

Når Gudmundsson er bekymret, kan det være, fordi han for blot et år siden kæmpede med at styre Island igennem en EM-slutrunde med sine spillere ude og inde af corona-isolation på kryds og tværs, uanset om de havde symptomer eller ej.

- Ingen andre steder eller i nogen anden forening i verden bliver covid-19 diskuteret, så det er mildest talt et mærkeligt træk, siger han.

VM begynder den 11. januar. Island spiller første kamp den 12. mod Portugal. Danmark spiller først den 13. mod Belgien.