Danske profiler er trætte af VM-beslutning
Når de danske spillere ikke kunne få lov at komme tæt på at give autografer til fans efter storsejren over Saudi Arabien, skyldes det IHF-regler.
Det Internationale Håndboldforbund (IHF) ryster ikke på hånden, selvom deres coronaregler for det kommende VM har mødt heftig kritik.
Det slog forbundet fast torsdag, hvor man tilmed forbeholdt sig retten til at ændre i reglerne undervejs, hvis smittesituationen begynder at eskalere.
Udsigten til endnu en slutrunde med coronavirus som et parameter ærgrer Mads Mensah.
- Det er ikke godt. Jeg havde håbet, vi selv kunne styre på holdet, om man er klar til at spille. Men sådan blev det ikke.
- Noget af det, der er mest træls, er, at folk har betalt penge for at komme og se os, og så må vi stå herindefra og vinke til dem, siger Mensah efter torsdagens testkamp med henvisning til, at IHF har bedt deltagende nationer om at holde afstand til fans før og under slutrunden.
Også Magnus Saugstrup er træt af, at de kommende ugers titelforsvar ikke bare kan få lov at handle om håndbold.
- Det betyder, at vi skal have fokus på noget, som vi egentlig ikke gider. Og at det kommer til at fylde en gang til, er som det er. Det flytter selvfølgelig lidt fokus, men vi har prøvet det før, og vi kan tydeligvis ikke gøre noget ved det, siger Saugstrup.
IHF kender til kritikken
Konkret har IHF indført, at alle skal PCR-testes før ankomst og igen før mellemrunden og kvartfinalen. Et positivt svar giver fem dages isolation fra resten af holdet.
Kritikken fra Danmark såvel som eksempelvis Island bunder i, at ingen af værtslandene, Sverige og Polen, ellers har gældende coronarestriktioner.
- Vi er klar over, at ikke alle deltagere ikke er tilfredse med disse retningslinjer. Vi beder venligst alle om at samarbejde og bidrage til organiseringen af et sikkert og succesfuld verdensmesterskab, lyder det fra IHF.
- Da personer uden symptomer stadig kan smitte andre med virussen, er de planlagte tests den mest effektive måde at undgå spredning og holde alle deltagere sikre og sunde.
VM begynder den 11. januar. Danmark spiller første kamp i Malmø mod Belgien den 13. januar.