Særlig årsag bag Danmarks specielle landsholdstrøje
Flere af landsholdspillerne har selv taget del i designet af spillertrøjen, der altså kun skulle i brug lørdag eftermiddag.
Undrede du dig også over Danmarks trøjevalg til lørdagens sidste VM-testkamp mod Saudi-Arabien? Så er du bestemt ikke alene.
Mange har været forvirrede, og der er også en særlig forklaring bag lørdagens spillertrøje og det dertilhørende design.
Håndboldherrerne støtter igen i år Danmarks Indsamling, der finder sted 4. februar. Derfor har flere af spillerne været med til at designe den specielle trøje, der kom i brug lørdag eftermiddag.
Nu skal trøjerne til salg på Lauritz.com, hvor al salg altså går ubeskåret til indsamlingen.
Landsholdspillerne har i grupper givet to forskellige bud på en speciel landsholdstrøje, og herefter har danske håndboldfans udpeget favoritten. Vindertrøjen er designet af Johan Hansen, Kevin Møller og Simon Hald, og sidstnævnte er glad for resultatet.
- Jeg er meget tilfreds med designet på vores trøje. Ja, den er meget anderledes end den trøje, vi normalt spiller i, men det er jo netop meningen, da det er en helt særlig sag, vi forsøger at sætte fokus på i aften (lørdag, red.), fortæller stregspilleren til DHF's hjemmeside.
Man kan byde på trøjerne helt frem til 4. februar, hvor indsamlingen finder sted.
Selvom det formentlig ikke havde så meget med trøjerne at gøre, sejrede Danmark sikkert i lørdagens testkamp, der var den sidste forud for VM i Sverige og Polen, der begynder onsdag 11. januar.
Danmark 41-27 Saudi-Arabien
- Pausestilling: 20-13
- Topscorer: Mathias Gidsel og Lukas Jørgensen (6 mål)
- Kampens bedste dansker: Mathias Gidsel