Håndbolden fældet af sin egen tavshed
TV 2 SPORTs håndboldredaktør Dan Philipsen mener, at EHF betaler prisen for at forsøge at holde rapporten hemmelig.
Hvis vi nu lader som om, at det ikke er sket, så går det nok væk.
Det lyder som taktikken hos det europæiske håndboldforbund, EHF, da der i 2018 landede en rapport om mulig matchfixing i kampe på absolut øverste niveau i europæisk håndbold.
Det er, som om toplederne i EHF bare har makuleret sagen mentalt. Ingen fik noget at vide. Rapporten tapede de fast til kroppen, foldede hænderne og håbede, at det aldrig kom frem.
Meget, meget få i international håndbold kender til rapporten. End ikke de øverste ledere i de nationale forbund, højtstående politikere i EHF's eget system eller samarbejdspartneren i det internationale håndboldforbund, IHF, vidste noget.
Det er EHF-præsident Michael Wiederers værste mareridt, at rapporten nu er havnet på TV 2s bord. I over fire år skjulte han den godt. Nu står han med et massivt forklaringsproblem. I første omgang over for IHF, der lige nu afvikler VM med EHF's dommere, hvoraf nogle af dem står i rapporten.
"Sig mig, Michael, sender du matchfixing-mistænkte dommere til mit VM?", kunne IHF-præsident Hassan Moustafa passende spørge sin EHF-kollega Wiederer. Måske har han allerede gjort det.
De har tilsyneladende intet foretaget sig
Lad det være slået fast: TV 2 har ikke afsløret matchfixing. Rapporten afslører ikke matchfixing.
Specialister i at spotte matchfixing, Sportradar, nævner imidlertid 26 topkampe, der ifølge specialisterne med stor sandsynlighed kan være fixet. Store summer er spillet på udfald af kampene, hvoraf mange af dem er gået hjem med stor gevinst til følge.
EHF har videresendt rapporten til politiet i Wien i 2018. Derudover har de selv kigget på de 26 kampe, men ikke fundet noget mistænkeligt. Derfra har de – tilsyneladende – intet foretaget sig. Dommerne har dømt videre på øverste niveau – blandt andet her ved VM.
Man behøver end ikke bakspejls-retorik for at sige, hvad EHF selvfølgelig skulle have gjort: Offentliggjort rapporten omgående i 2018. Man skulle have overdraget rapporten til politiet og fortalt åbent, at de navngivne dommere var sat på tribunen, indtil man fik mere viden. Det er faktisk ikke at dømme dommerne, men tværtimod rense dem. For lige nu er de otte dommerpar i rapporten de facto uskyldige.
Man valgte tavsheden. Det betaler EHF prisen for nu. Og de nævnte dommere ikke mindst. Deres forbund beskyttede dem ikke. EHF prøvede på kluntet vis at beskytte sig selv.
Tavshedens lov hersker
Og så er vi henne ved sagens kerne. Den lukkede verden i den politiske håndboldtop. Her hersker tavshedens lov. Man passer på sig selv og sine positioner. Intet er gennemsigtigt, alt skal igennem et filter på magtens tinde.
Enhver med en lille stribe på skulderen i det politiske håndboldsystem skal referere alt op i pyramiden. Ingen tør sige noget af frygt for at miste sin politiske position. Og oppe i toppen af de politiske systemer bliver tingene syltet og ignoreret. Således også i denne sag.
Jeg frikender ikke håndboldpolitikerne for at tænke på egne interesserer. Men flere af dem sidder også på deres poster med et ægte hjerte for håndbolden.
Sportens håb må være, at også deres håndbold-hjerte vil bløde, når sådan en sag æder af sportens troværdighed i dag og tiden frem. Bløde i en sådan grad, at dette bliver sagen, der får gjort op med måden, hvorpå håndbolden er drevet politisk.
Personligt tror jeg ikke, at der kommer én millimeter forandring. Dertil har tavshedens lov hersket i alt for mange år på de bonede gulve.