Matchfixing-rapport er voldsomt bekymrende, mener norsk VM-spiller
Både Gøran Johannessen og Sebastian Barthold forsøger at holde fokus på dette VM. De følger dog begge med i søndagens store nyhed i håndboldverdenen.
Mens spillere jagter succes ved VM i håndbold, er der potentielt bekymrende nyt i kulissen i den sport, de elsker.
- Det er voldsomt alvorligt. Jeg ved ikke, om jeg har nok information til at udtale mig så meget, men hvis det stemmer, er det selvfølgelig mega, mega lort for vores sport. Så lad os håbe, det ikke stemmer, siger den norske VM-spiller Gøran Johannessen til TV 2 SPORT.
Søndag kunne TV 2 SPORT afsløre, at flere dommere, der dømmer ved det igangværende VM, sættes i forbindelse med matchfixing dateret flere år tilbage. Det viser en hidtil hemmeligholdt rapport, som TV 2 er i besiddelse af.
"Okay, der var ikke helt rent spil her"
Den nyhed har Johannessen og hans landsholdskollega Sebastian Barthold læst.
- Det er selvfølgelig uheldigt, hvis der er sandhed i det. Men jeg har ingen kendskab til det overhovedet. Jeg håber selvfølgelig, der ikke er hold i det, siger Sebastian Barthold.
Kommer sådan en historie bag på dig?
- Ja, altså … Du kan nok finde mange situationer i mange kampe, som ser lidt underlige ud. Men det skal selvfølgelig ikke ske. Og jeg har selv spillet nogle kampe ude i Europa tidligere i karrieren, hvor der var tendenser, hvor jeg tænkte: ”Okay, der var ikke helt rent spil her.” Men det må Det Internationale Håndboldforbund (IHF) tage sig af, uddyber Barthold.
Rapporten er udarbejdet i 2018 af Sportradar, der er anerkendt som et af verdens førende analysefirmaer til at opdage matchfixing. Sportradars kunder omfatter store forbund som eksempelvis Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA).
I alt har Sportradar registreret 26 håndboldkampe mellem september 2016 og november 2017 – blandt andet kampe i Champions League og på landsholdsniveau – som ifølge dem viser tydelige tegn på matchfixing.
Timingen vækker undren
Gøran Johannessen undrer sig over, at omverdenen først får nys om rapporten nu.
- Det skal da ikke ske. Rapporten er fra 2018, så det er mærkeligt, vi først hører om den nu under VM fire-fem år senere.
- Måske er der nogle, der ikke læser sine e-mails. Det skal man tage virkeligt alvorligt, for det handler jo om integriteten i vores sport. Så forhåbentlig får vi snart mere at vide, siger Johannessen.
EHF oplyser i et skriftligt svar til TV 2, at de har analyseret kampene nævnt i rapporten. Her har de ikke fundet anledning til at sanktionere nogle af de otte dommerpar. Se nogle af situationerne her.