VM håndbold

VM-dommere blacklistet af bettingfirmaer

Allerede i 2018 blev EHF gjort opmærksom på, at internationale bettingfirmaer holder øje med dommere, som sættes i forbindelse med matchfixing.

En række internationale bettingselskaber har såkaldte ‘blacklister’ over håndbolddommere.

Dommerne er på listerne, hvis de har været involveret i kampe, hvor der er mistanke om matchfixing på grund af usædvanlige og mistænkelige spilmønstre på kampene.

Det fremgår af en rapport, som TV 2 er i besiddelse af, hvor analysefirmaet Sportradar udpeger 8 konkrete dommerpar, der angiveligt skulle have påvirket resultatet af 26 konkrete kampe.

Sportradar er anerkendt som et af verdens førende analysefirmaer til at opdage matchfixing. Sportradars kunder omfatter store forbund som for eksempel det europæiske fodboldforbund UEFA.

- En række af disse bettingselskaber har oprettet lister, hvor kampe med mistænkelige dommere får lavere beløbsgrænser, står der i rapporten.

- Vi var ude over tilfældighedernes grænser

To forskellige kilder fra bettingbranchen bekræfter over for TV 2, at der findes sådanne interne lister.

- Vi oplevede, at de samme dommere gik igen, når der havde været mistænkeligt spil. Pludselig blev der spillet store summer på for eksempel uafgjort ved pausen. Vi var ude over tilfældighedernes grænser, siger en kilde i et stort, internationalt bettingselskab, som dog understreger, at de ikke har noget endeligt bevis, der linker dommerne til matchfixing.

- Vi besluttede os for at markere de dommere på en liste, så der fremover har været lavere beløbsgrænser på, hvad man kunne spille, når de dommere dømte. Vi har senere erfaret, at andre bettingselskaber har gjort det samme, siger kilden, der ikke ønsker sit navn eller firmanavn frem.

TV 2 har set det pågældende selskabs liste, og på den optræder blandt andet begge de dommerpar fra Sportradar-rapporten, som dømmer til det igangværende VM:

Matija Gubica og Boris Milosevic fra Kroatien og makedonerne Gjorgji Nachevski og Slave Nikolov.

I alt er der 16 dommerpar på den nuværende liste hos bettingselskabet.

Også hos et andet stort bettingselskab har de lister over dommere, fortæller en anden kilde, der har 20 års erfaring som odds-analytiker og ’controller’.

- Jeg kender ingen af de store bettingselskaber, som ikke tager de her modforanstaltninger. Det er helt normal praksis, fordi vi bookmakere indimellem ser mistænkeligt store væddemål og odds-bevægelser, når en kreds af de samme dommere skal dømme, siger han.

Ligesom den anden kilde ønsker han ikke at stå frem ved navn nævnelse.

Når dommere er på den sorte liste, begrænser selskaberne deres kunders mulighed for at spille høje beløb på kampene.

Hvis der er en kreds af dommere I mener er involveret i mulig matchfixing – så er det da jeres opgave at indrapportere det til de instanser, der skal bekæmpe matchfixing?

- Ja, men der er en stemning af, at overvågnings- og analysetjenesterne – dem der overvåger markedet – ikke kommer videre med deres indrapporteringer og advarsler. At det rammer en mur i systemet. Også hos håndboldforbund. Derfor har bookmakerne løst det på deres egen måde med de her limits. Det er et nødvendigt onde, siger han.

Ved du noget?

Har du kendskab til matchfixing i håndbold eller andre former for snyd i sportens verden, som TV 2 bør undersøge, kan du sende en mail til os på matchfixing@tv2.dk. Vi behandler alle henvendelser fortroligt. 

EHF har kendt til mistanke i fem år

Det europæiske håndboldforbund EHF har i et skriftligt svar til TV 2 erkendt, at de fik udleveret rapporten fra Sportradar i 2018. Altså har EHF i fem år kendt til mistanken om matchfixing mod otte konkrete dommerpar.

De sorte lister er også beskrevet i rapporten.

Alligevel skriver EHF i et skriftligt svar, at de ikke har været informeret om, at der eksisterede sorte lister før nu, fordi de ikke har nogen direkte kontakt til bettingfirmaerne, og derfor kan de ikke kommentere sagen yderligere.

TV 2 har forsøgt at få en afklarende kommentar fra EHF, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Slave Nikolov og Gjorgji Nachevski har afvist at kommentere på, at deres navne er nævnt i Sportradars rapport. TV 2 har også forelagt oplysningen om, at dommerparret optræder på en 'blacklist' hos et bettingselskab. De er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse.

I et interview med TV 2 afviser det kroatiske dommerpar Matija Gubica og Boris Milosevic enhver forbindelse til matchfixing, og de ønsker ikke at kommentere oplysningerne om, at de står på en “blacklist”.

Har du et fortroligt tip?

TV 2 driver en af landets største undersøgende redaktioner. Vi beskytter altid kilder, der deler fortrolige oplysninger. Hvis du vil dele fortrolig viden eller følsomme dokumenter med os, kan du se her, hvordan det kan lade sig gøre fortroligt og sikkert.