- Han er uden tvivl verdens største talent. Potentialet er helt sindssygt
Francisco Mota da Costa – også bare kaldet Kiko Costa – er bare 17 år. Alligevel er han allerede braget ind på den største scene.
- Det er jo sådan noget, man kommer til håndbold for.
En 17-årig komet fra Portugal har fået flere håndboldeksperter til at falde i svimer over hans præstationer - både inden og under VM. Ovenstående citat stammer fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, efter den 17-årige Francisco Mota da Costa – også bare kaldet Kiko Costa – dominerede mod Ungarn mandag, hvor han scorede seks mål.
Og Kiko Costa er ikke bare en hvilken som helst spiller. Håndboldekspert- og aficionado Rasmus Boysen kalder ham det største talent siden Nikola Karabatic.
- De ting, han laver, har jeg ikke set hos en spiller på samme alder siden Nikola Karabatic. Han kom også frem som 17-18-årig og tog også verden med storm. Det er over 20 år siden, og jeg kan ikke huske en spiller med samme niveau og alder siden det, siger Rasmus Boysen.
- Talentet er vanvittigt stort. Potentialet er helt sindssygt. Og at han spiller på højre back-positionen gør ham endnu mere unik. Han er verdens største talent, som jeg ser det – uden tvivl. Han er så ung, og det er vildt, at han allerede er der, hvor han er.
På trods af sammenligningen minder de to rent spillemæssigt ikke helt om hinanden, forklarer eksperten. Karabatic brød igennem på sin stærke fysik, mens Costa spiller mere på sin intuition.
Du kan se Costa og de øvrige portugisere i aktion, når Portugal møder Sverige søndag aften. Se kampen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
Et drøm er gået i opfyldelse
Kiko Costa er blevet udtaget til den portugisiske VM-trup på baggrund af storspil for Sporting CP. Især i de største og mest betydende kampe – blandt andet i European League – har han fundet en hylde, der passer ham perfekt.
Det har han nu taget med ind på landsholdet, hvor han i de første tre kampe i det indledende gruppespil har scoret ti mål, selvom det kun for alvor var i Ungarn-kampen, han fik spilletid.
- Det er utroligt at spille med de bedste i landet. Det er en drøm. Jeg forbedrer mig dagligt ved at træne med dem, og jeg vil gerne vinde mange kampe og titler med mine holdkammerater, siger han til Relevo.
- Min rolle er at hjælpe holdet. Jeg kan ikke sige, at jeg er en leder. Jeg er 17 år gammel, og jeg er stadig en dreng. Men jeg vil hjælpe mine holdkammerater så meget, jeg kan. Jeg forsøger at nyde min sport og ikke tænke for meget over, hvad de siger om mig.
Han er en komplet spiller
Stortalentet har ifølge mediet Relevo slået flere målrekorder i Portugal.
Han har derudover sprunget flere ungdomslandshold over, men han har spillet flere kampe for U20. Ved U20-EM i 2022 blev han tilmed topscorer med 56 mål.
Ifølge Rasmus Boysen er det især modenheden som 17-årig, der virkelig er imponerende.
- Der er både gåpåmod, power og kreativitet. Han kan lidt af det hele offensivt, hvilket er meget atypisk i forhold til, hvor ung han er. Han er ret komplet i sit spil. Han kan skyde, lave gennembrud og spiller godt med stregen.
- Han er også en spiller, der er god i de største kampe. Når der er allermest på spil, er det en type, der stepper rigtig meget op, siger eksperten.
Det så vi et bevis på i starten af maj 2022. Her tørnede FC Porto og Sporting CP sammen i den portugisiske liga. En sejr ville bringe Porto meget tæt på det portugisiske mesterskab.
Costa gjorde sit for, at hans tidligere hold, FC Porto, ikke skulle få sejren, da han scorede 19 af Sportings 28 mål. Porto vandt dog kampen med 29-28 og endte senere som portugisiske mestre.
Sporting fik dog genrejsning i pokalturneringen, hvor de denne gang vandt over Porto. Sporting vandt med 36-35 efter forlænget spilletid. Costa scorede 13 mål.
Dertil skal lægges, at han har scoret 110 mål i de seneste to sæsoners European League.
Familien betyder alt
Francisco Costa spillede for FC Porto i 2020/21-sæsonen.
Men han blev efter den sæson hentet til Sporting CP, der udnyttede hans frikøbsklausul. Derfor blev Kiko Costa, hans bror Martim, der også er et stort talent, og far Ricardo samlet i Lissabon. Sidstnævnte er træner for klubben.
Ifølge den 17-årige komet har det gavnet ham, at han kender træneren og en af sine holdkammerater særdeles indgående.
- For mig er det nemmere, fordi jeg bor sammen med min familie. Jeg ville ikke have det godt, hvis jeg var alene som 17-årig. Min far hjælper mig med at vokse og blive endnu bedre.
- Vi kan overføre alt, hvad vi laver fra klub til landshold. På banen taler vi ikke sammen. Et blik er nok til at vide, hvad vi skal gøre, siger han om sin bror, der også er med til VM.
Og det tætte mellem Martim og Kiko fortsætter mange år i fremtiden, da de i slutningen af sidste år begge forlængede deres kontrakter med Sporting frem til 2027.
Se en masse VM direkte på TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.
Den eneste ulempe
Der er ingen tvivl om, at Kiko Costa har en stor fremtid foran sig.
Men ifølge Rasmus Boysen er der dog stadig ét område, hvor der er lidt forbedringspotentiale.
- Allerede som 16-årig spillede han mod nogle af de allerbedste hold i verden, og han præsterede fra start. Han har et stort temperament, og det har han nok fra sin far.
- Jeg sagde, at han var moden, men det er nok også der, hvor han stadig kan blive bedre, fordi det er en balancegang nogle gange. Han kan godt finde på at tabe hovedet, og det er noget, han skal arbejde med, siger Boysen.
Temperamentet har blandt andet givet et direkte rødt kort i den portugisiske liga i november, men han også var i fokus under Portugals første VM-kamp. Her fik han nemlig Islands Bjarki Mar Elisson op i det røde felt.
Costa har fortsat mulighed for at få noget med hjem fra sin første internationale turnering som A-landsholdsspiller, da Portugal er i mellemrunden med to point.
Her møder de Brasilien, Kap Verde og Sverige.