Landin skriver sig ind i eksklusiv klub
Niklas Landin fejrer jubilæum i VM-kampen mod Tunesien.
Lars Christiansen, Hans Lindberg og nu Niklas Landin.
I VM-kampen mod Tunesien tirsdag aften bliver den danske målmand den blot tredje spiller til at runde 250 kampe for det danske herrelandshold i håndbold – og i den forbindelse har TV 2 SPORT bedt ham om at svare på tre spørgsmål:
Bedste minde med landsholdet?
VM-semifinalen mod Spanien i 2011.
- Jeg har mange gode minder med landsholdet, men det her er mit første store minde. Det var den første turnering, efter at Kasper Hvidt var stoppet. Der var mange, der ikke spåede os gode chancer for at komme langt i turneringen, men det gik bare godt i semifinalen, og vi kom i VM-finalen for anden gang i historien. Det er et minde, der står klart for mig.
Værste minde med landsholdet?
VM-finalen mod Spanien i 2013.
- Vi var gjort til kæmpefavoritter, og det kunne vi ikke leve op til. Det var ikke sjovt at løbe rundt på banen, for vi havde en følelse af, at vi ikke kunne gøre noget mod spanierne. Vi havde gjort os forhåbninger om, at det var dér, vi ville hente guldet, efter at det glippede i 2011.
Din største drøm med landsholdet fremover?
OL 2024.
- Man ved ikke, om det bliver til noget, eller ikke bliver til noget. Det er kæmpestort at være med til et OL, og det vil jeg meget gerne prøve igen, lyder det fra Niklas Landin.
88 kampe fra rekorden
250 kampe i rødt og hvidt er mange, men der er stadig lang vej op til Lars Christiansens imponerende 338 A-landskampe.
Mod Tunesien spiller Hans Lindberg sin A-landskamp nummer 284. Netop Lindberg er ikke sen til at rose sin kollega.
- Det er fedt, og det er stort at nå det. Det synes jeg også selv, det var. Det vidner om et højt niveau. Han har bidraget til rigtig meget gennem mange år på landsholdet, siger Lindberg.
Men rosen stopper ikke ved fløjspilleren. Også Magnus Saugstrup er imponeret over milepælen.
- Det siger alt om Niklas (at han runder 250 kampe red.). Han er verdens bedste målmand og har været det i en lang årrække nu. Det giver en helt anden sikkerhed, at han står i målet. Det er vanvittigt, så dygtig han er, siger Saugstrup.
Se en masse VM i herrehåndbold direkte på TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.