VM håndbold

Sparkede ud efter modstander: - Jeg kan blive crazy, erkender polak

Keeperen skal være glad for, at dommerne ikke så aktionen, mener ekspert.

Det var alt andet end kønt, da de polske VM-værter med hiv og sving vandt over upåagtede Saudi-Arabien mandag aften.

Kønt var det heller ikke, da den polske målmand Adam Morawski i første halvleg sparkede ud efter en den saudiarabiske straffekastsskytte Abdullah Al-Abbas.

Heldigvis ramte Morawski ikke sin modstander med sit spark, der sandsynligvis blev fremprovokeret af frustration over, at han efter en redning i første omgang ikke kunne holde returen ude af målet.

- Jeg kan ikke huske den situation. Men når jeg spiller, spiller jeg med følelserne uden på tøjet. Og nogle gange er jeg crazy, når jeg er inde på banen. Det vigtigste for mig er at redde modstandernes skud, så jeg kan hjælpe holdet.

Så du sparkede ikke ud efter din modstander?

- Nej, det tror jeg ikke.

Så du var bare skuffet over dit forsvar i den aktion?

- Ja, måske …

- Nogle gange er skuddene omkring målmandens hoved frustrerende, men jeg glemmer det altid efter ti sekunder, siger Adam Morawski til TV 2 SPORT.

Ekspert efterlyser rødt kort

Det portugisiske dommerpar Santos og Fonseca så ikke episoden, og polakken slap således ustraffet fra episoden.

Det skal han være glad for, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson.

- Normalt kan jeg faktisk godt lide den portugisiske dommer, men han negligerer, at målmanden sparker ud efter modstanderen. Det er et bevidst spark, og det skal koste et rødt kort. Længere er den ikke.

- Hvis han havde ramt ham, så er det et blåt kort og en spilledags karantæne. Her synes jeg, at der mangler et rødt kort, fordi det virker til, at han bevidst sparker ud efter ham.

Polen vandt noget overraskende kun med tre overskydende mål over Saudi-Arabien og er klar til mellemrunden. Her tager de noget skuffende nul point med over.

Polen vs. Saudi Arabien
27-24
(13 - 12)
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
PolenArkadiusz Moryto9 mål
Saudi ArabienAbdullah Alabbas5 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
Polen7
Saudi Arabien1