VM håndbold

Landin deler tankevækkende historie om kroatisk stjerne

Domagoj Duvnjak har tidligere haft problemer med synet.

Vidste du, at Domagoj Duvnjak blev kåret som verdens bedste håndboldspiller i 2013?

Okay, det vidste du måske godt. Men var du også klar over, at han døjede så meget med sit syn, at han havde svært ved at se, hvad der stod under kampene?

Det var Niklas Landin ikke, da han kom til Kiel, hvor han blev holdkammerat med Duvnjak. Inden Kroatiens kamp mod Danmark torsdag aften, fortalte den danske målvogter historien til TV 2 SPORT:

- Jeg studsede over, at han altid sad med sin telefon utroligt tæt på øjnene. Han kunne simpelthen ikke se noget, sagde han.

- Han sagde, at i tiden omkring sin kåring som verdens bedste kunne han ikke altid se, hvad der stod, hvis tavlen var i den modsatte ende. Han spurgte tit en holdkammerat om, hvad der stod, og hvor lang tid der var igen, fortæller Niklas Landin.

- Han er åbenbart så stor en håndboldspiller, at han kan blive kåret til verdens bedste uden at kunne se, om holdet fører eller hvor lang tid, der er igen.

Duvnjak griner

Da Kroatien trænede onsdag aften, fik vi mulighed for at spørge Duvnjak til den specielle historie. Han indledte det hele med et stort grin.

- Jeg har haft problemer med mine øjne. Heldigvis er det ovre nu. Jeg bruger kontaktlinser, og nu kan jeg se det hele. Det er en sjov historie. Når jeg kom på banen, skulle mine øjne bruge 10 minutter, før jeg kunne se ordentligt. Jeg kunne godt se, men ikke det hele.

- Det var ikke så dramatisk. Jeg fik foretaget nogle undersøgelser, og de sagde, at jeg havde en sygdom. Jeg skulle opereres i begge øjne, og så gik det væk, fortæller kroaten.

Får stor ros

Niklas Landin er blandt dem, der kender Duvnjak ganske godt. Han fortæller, at han sagtens kunne forestille sig at holde kontakten med kroaten, når Landin flytter til Aalborg til sommer.

Gennem de mange år som holdkammerater, har de udviklet et godt venskab, og Landin har kun rosende ord at sige om Kiel-spilleren.

- Vi er samme årgang og har spillet mod hinanden på ungdomslandsholdene. Han har altid været vanvittig.

- Da vi var ungdomslandsholdsspillere, var det soleklart, at han ville få en kæmpe fremtid. Han var måske det største talent, der var på min årgang, siger Landin og fortsætter:

- Han betyder meget for det kroatiske landshold. Han er lederen, og det er ham, der altid går forrest. Han har været med i så mange år, at det er ham, de kigger på, når det skal afgøres. Han er heller ikke bange for at tage dirigentstokken og vise vejen.

Danmark møder Kroatien torsdag aften klokken 20.30. Du kan følge Landin, Duvnjak og alle de andre i en liveblog på sport.tv2.dk.