VM håndbold

Ramt af personlig tragedie kort før VM: - Han ville ønske, at jeg spillede

Med sin fars død kort før VM lærte den hollandske PSG-stjerne Luc Steins, at håndbold ikke er det vigtigste i livet.

Holland skrev 13. januar håndboldhistorie. For første gang nogensinde havde nationens bedste håndboldherrer vundet en VM-kamp.

Efter 29-19-sejren over Argentina var glæden stor, men én spiller havde ikke lyst til at tale med pressen og sætte ord på den historiske sejr.

Stjernen fra Paris Saint-Germain Luc Steins. Med rigtig god grund.

- Efter kampen mod Argentina blev jeg ret ramt af følelser, for min mor, bror og kæreste var også i arenaen. Men der manglede én. Det var et hårdt øjeblik at gå igennem. Jeg var ikke i stand til at tale med nogen, siger Luc Steins til TV 2 SPORT.

Døde lillejuleaften

På ydersiden har alt ellers lignet et eventyr for den 27-årige playmaker. På godt tre år var han gået fra den franske 2. division til ingen ringere end storklubben PSG, der hentede Steins til 2020/21-sæsonen.

Men for halvandet år siden ændrede alt sig. Luc Steins' far blev ramt af kræft, og det gik desværre kun én vej.

- I sommer fik vi at vide, at intet kunne hjælpe min far, så hver eneste gang, jeg havde fri, tog jeg hjem og så min far og var sammen med familien, siger han.

- Især de sidste seks måneder har været virkelig hårde. Hver gang kunne jeg se, at det gik lidt dårligere med ham, så spørgsmålet var altid, om det var sidste gang, jeg så ham.

- Jeg har aldrig været i sådan en situation før. Håndbold var engang det vigtigste i livet, men her lærte jeg at se, hvordan verden også kan være. Det kan være svært for en håndboldspiller på det her niveau at indse, at håndbold ikke er så vigtigt i livet.

Halvandet års behandling kunne ikke redde Luc Steins' far. Lillejuleaften – præcis tre uger inden Hollands VM-premiere – døde han.

"Han ville være stolt"

Men det var aldrig rigtig aktuelt, at den personlige tragedie skulle holde ham hjemme i Holland og væk fra slutrunden. Hans mor har blandt andre været med i Polen og "har haft det godt," siger Steins.

Han føler sig overbevist om, at alle forstår beslutningen om at spille VM.

- Min far var en af de største fans, og jeg er sikker på, han ville ønske, at jeg spillede her, siger Luc Steins.

- Nogle gange er det svært at være her i stedet for hjemme, men hvis jeg havde været hjemme, havde jeg også savnet at være her. Det er ikke nogen nem situation, men jeg tror, det er det her, han ville ønske, og at han ville være stolt af det, vi gør her.

Han ville i hvert fald have al mulig grund til at være stolt.

Sønnen har leveret 14 mål og 20 assists i de første fire kampe, og Hollands historieskrivning fortsætter. Der venter hård modstand i form af først Tyskland lørdag og Serbien mandag, men faktum er, at hollænderne med hidtil tre sejre og et nederlag har chancen for at spille sig videre til kvartfinalen.

VM 2. runde Grp. 3

VM 2. runde Grp. 3
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
15500148118+3010
25401163133+308
35302155141+146
45203143141+24
55104107150-432
65005120153-330