Jacobsen overvejer ny tilgang til næste VM-kamp
Danmark møder USA i den anden mellemrundekamp. Her havde Nikolaj Jacobsen regnet med at spare nogle spillere.
Ét manglende mål torsdag aften kan få stor betydning for Danmarks indstilling til lørdagens VM-kamp mod USA.
Det fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen efter pointdelingen mod Kroatien, hvor Danmark forpurrede chancen for at løbe med sejren i de sidste sekunder.
- Nu havde jeg jo håbet på, at jeg skulle spare nogle spillere på lørdag, men det kan jo være, at vi for at gardere os skal ud på noget måljagt i stedet for – for at have den i baghånden, siger Jacobsen og tilføjer:
- Vi har stadig en stor tro på, at vi kan slå Egypten og selv klare sagerne. Men det er meget rart at have noget andet i baghånden.
Så på lørdag kommer du til at skele til, om Kroatien har lavet mange mål? For så skal I også lave mange mål?
- Ja.
Efter den første spillerunde i mellemrunden ligger Danmark nummer to i gruppen med fem point. Egypten er etter med seks point. De to tophold er også bedst på målscore.
Det er netop målscore, der er Kroatiens mulighed for at passere Danmark. Og at Danmark sætter point til mod Egypten, naturligvis. Vi tillader os nemlig at regne med, at de dobbelte verdensmestre slår USA, der er med ved VM for første gang i 22 år. Læs en mere detaljeret gennemgang af Danmarks vej til finalen her.
- Heldigvis ligger det i vores egne hænder, og vi har en god målscore med fra kampene mod Bahrain og Belgien, konstaterer Nikolaj Jacobsen.
De sidste mellemrundekampe
Lørdag: Bahrain-Egypten. Kroatien-Belgien. USA-Danmark.
Mandag: USA-Belgien. Kroatien-Bahrain. Egypten-Danmark.