- Jeg tror, alle kan se det, konstaterer Jacobsen
En dansk sejr på ni mål over USA var ikke nok til at gøre Nikolaj Jacobsen tilfreds.
Den danske præstation indeholdt langt flere mangler end forventet, selvom Danmark trods alt vandt med 33-24 mod USA.
Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen var heller ikke tilfreds med det, som hans spillere leverede på banen.
- Arg, jeg tror, at alle kan se, at vi ikke spillede den bedste landskamp.
- Jeg ved ikke hvorfor. Vi var ukoncentrerede, og vi brændte for mange chancer.
- Det kan være, at kampen på mandag (mod Egypten, red.) allerede fylder for meget i hovederne. Jeg havde håbet, at flere greb chancen i dag, siger Nikolaj Jacobsen til DR, inden han fremhævede Kevin Møller og Lukas Jørgensen som to spillere, der leverede en godkendt indsats.
Point i den sidste mellemrundekamp mod Egypten vil med sikkerhed sende Danmark videre i turneringen.
Taber Danmark, vil det være målforskellen, som afgør, om Danmark eller Kroatien tager den sidste kvartfinaleplads videre. Lige nu har Danmark en målscore, som er 22 mål bedre end Kroatiens.
Modsat kan Danmark stadig nå at vinde gruppen foran Egypten, hvis det bliver til en sejr mandag aften.