VM håndbold

Amerikanere i ekstase over mødet med Danmark

Trods nederlaget til Danmark havde de amerikanske spillere en stor aften Malmø Arena.

Selv om hans hold tabte 24-33, kommer den amerikanske målmand Rene Ingram næppe til at glemme VM-kampen mod Danmark lørdag aften.

En Malmø Arena fyldt med højrøstede danskere er en helt anden verden, end den han oplever til daglig som målmand for TG Landshut i Tyskland.

Klubben holder til i Bayernligaen, som spiller på niveauet under 3. division, og kampene dér bliver selvsagt afviklet i andre og noget mere ydmyge rammer.

- Det var så højt. Især da de sang nationalmelodien. Jeg tænkte, okay, jeg må lukke ørerne for det og koncentrere mig om kampen.

- Det er helt klart den bedste atmosfære, jeg har prøvet. Jeg har aldrig spillet for så mange tilskuere før. Og når man så tænker på, hvor mange mennesker, der så kampen på tv, er det en vild oplevelse, siger Rene Ingram.

Så man på spillernes ansigter i minutterne efter kampen, skulle man næsten tro, at det var USA, der havde vundet.

En ære at møde Danmark

Danskerne var irriterede over deres rodede præstation, mens mange af amerikanerne lige havde haft deres livs største håndboldaften.

Ifølge Patrick Hueter så amerikanerne det som en stor ære at møde de dobbelte verdensmestre foran så mange tilskuere.

- For alle spillerne tror jeg, det er den største kampe i deres liv. Alle spillerne er bare glade for, at de fik denne oplevelse. Og de tager det med dem til de næste kampe hos deres klubhold og i den næste kamp mod Belgien, siger Hueter.

Lørdag roterede Danmark på flere positioner, og derfor fik nogle af de største profiler lov til at holde helt eller delvist fri. Det slår dog ikke skår i amerikanernes oplevelse.

- De blandede kortene, og jeg tror, at de forsøgte at bringe yngre folk ind. Ikke andetholdet, men spillere, der sidder mere på bænken. Det kunne man godt se, siger Rene Ingram.

Turneringen i Sverige har været en stor succes for USA, der i indledende runde tog sin første VM-sejr nogensinde. Det skete, da Marokko blev slået 28-27.