VM håndbold

Dansk udskiftning i truppen? Spiller på vej til Malmø

Playmaker Rasmus Lauge er fortsat tvivlsom, og nu har landstræneren tilkaldt en mulig erstatning, erfarer TV 2 SPORT.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er Niclas Kirkeløkke på vej til Malmø.

Højrebacken, der er en dygtig forsvarsspiller, kunne derfor meget vel være på vej til at blive skiftet ind i den danske VM-trup.

Rhein-Neckar Löwen-spillerens ankomst til VM-lejren kan være et tegn på, at Rasmus Lauge endnu ikke er blevet sin lægskade kvit.

- Så har Nikolaj Jacobsen formentlig vurderet, at han ikke kan regne med Rasmus Lauge 100 procent i de kommende kampe. Vi står stadig og venter i spænding på, hvordan den melding kommer ud, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Anders Eggert.

- Kirkeløkke har erfaring fra den seneste slutrunde og viste, hvad han kunne i begge ender. En dygtig forsvarsspiller, som kan bidrage begge veje.

Tidligere på dagen udtalte landstræner Nikolaj Jacobsen, at han ikke fandt det realistisk, at Lauge kunne nå at blive klar ved VM.

Positive meldinger fra anføreren

Men i TV 2's VM-studie klokken 18.25 kom der så positive meldinger om Rasmus Lauge fra landsholdets anfører, Niklas Landin.

- Jeg så ikke det hele, men det jeg kunne se, da han lå og trænede med os, så rigtig fornuftigt ud. Jeg håber ikke, den (lægskaden, red.) reagerede tydeligt efter dagens træning.

Tror du på ham?

- Ja, ud fra hvad jeg så, så det faktisk rigtig, rigtig godt ud. Også når man tænker på, hvor lang tid han har været uden for træningen. Jeg synes faktisk, det var en Rasmus Lauge, der er klar til at træde ind, hvis læggen tillader det.

Danmark spiller mandag gruppefinale mod Egypten. Kampen fløjtes i gang 20.30 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.