Jacobsen tror ikke længere på Lauge ved VM
Nikolaj Jacobsen åbner nu op for, at der skal laves en udskiftning i VM-truppen.
Se Danmark - Egypten på TV 2 PLAY og TV 2 mandag aften klokken 20.30.
Rasmus Lauge har endnu ikke været i aktion ved VM, og meget tyder på, det slet ikke kommer til at ske.
Det fortæller Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT på søndagens presseseance:
- Jeg sidder ikke og er voldsom positiv, inden vi skal ind og teste hans læg af nu. Der er forbedringer, men ikke i den grad, at jeg hænger min hat på det. Jeg tror, det er realistisk for os at sige, at det ikke har artet sig, og at det ikke er gået så hurtigt, som vi havde håbet på.
- Derfor tror jeg ikke, det er realistisk, at vi får brugt Rasmus Lauge i turneringen, fordi der også er ved at være gået så lang tid nu, uden han har kunnet træne rigtigt. Og så vil der være en ret stor risiko for, at skaden bryder op.
- Vi har ikke tiden til genoptræning under en slutrunde, lyder det fra landstræneren.
Regner du med at lave en udskiftning i truppen så?
- Nu må vi lige se træningen her, men det er klart, at vi nok vil overveje at gøre et eller andet. Der er ingen tvivl om, at jeg synes, vi spiller noget fremragende håndbold, og vi langt hen ad vejen har dækket godt op.
- Men vi har manglet Rasmus' fysik på vores back-positioner, så det kan godt være, at vi tænker lidt i nogle defensive baner, hvis det viser sig, at Rasmus ikke deltager mere.
Peger på mulig erstatning
Jacobsen nævner, at Niclas Kirkeløkke og Lasse Andersson begge var på tegnebrættet i det tilfælde, men at sidstnævnte i øjeblikket er ukampdygtig. Så han er udelukket.
- Kirkeløkke kan godt blive aktuel, fordi han er en rigtig, rigtig dygtig defensiv spiller, siger Jacobsen til TV 2 SPORT.
Danmark spiller igen mandag aften, hvor Egypten venter i en uhyre vigtig kamp.
Her kan det danske landshold med en sejr tage førstepladsen i gruppen og spille sig i kvartfinalen. Se Danmark - Egypten på TV 2 PLAY og TV 2 mandag aften klokken 20.30.