VM håndbold

19 slutrunder i træk – her er tre ting, der får Mikkel Hansen til at blive ved

Mikkel Hansen deltager i øjeblikket ved sin 19. slutrunde i træk – og der er flere ting, der får ham til at blive ved.

Se Danmark - Egypten på TV 2 PLAY og TV 2 mandag aften klokken 20.30

Han er en af de mest rutinerede spillere på det danske VM-hold.

Ja, faktisk er Mikkel Hansen i gang med sin 19. slutrunde i træk for A-landsholdet, og han har efterhånden vundet det meste – både EM, VM og OL.

Selvom han har rundet de 35 år, er der flere ting, der fortsat får den danske stjerne til at iklæde sig den rød-hvide landsholdstrøje. Mikkel Hansen udpeger selv tre afgørende faktorer:

  1. - Det er altid en kæmpe ære at repræsentere sit land. Allerede dér er man langt.
  2. - Det er en flok med rigtig, rigtig gode mennesker uden for banen.
  3. - Det er rigtig, rigtig dygtige spillere, der er med. At have været en del af det og stadig være en del af det er ret stort for mig. Det vil det altid være at være på landsholdet i Danmark, for vi har stolte traditioner inden for håndbold. Det håber jeg, vi bliver ved med.

Dog erkender Mikkel Hansen også, at de mange kampe – både på klub og landsholdsplan – tærer på kræfterne. Især slutrunderne kan være hårde.

- Rent fysisk og mentalt er det at spille alle de kampe på så kort tid for så at have en dag eller to fri og så tilbage i klubben. Så kører ræset bare videre, hvor andre (spillere, der ikke har været med til VM, red.) har haft halvanden måneds ferie til at gøre sig klar til resten af sæsonen, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.

- Omvendt får vi så store oplevelser, hvis vi gør vores arbejde ordentligt og kommer langt, at det er det hele værd. Det tror jeg, du kan snakke med alle om her. Så må man tage det sure med det søde. Der er også nogle forfærdelige oplevelser, vi har haft, som på en eller anden måde har gjort os stærkere som hold og har givet os noget i kufferten.

Har nøglen til dansk succes

Mikkel Hansen mener, at Danmark kommer stærkt ind til slutrunden. Og det er nødvendigt, hvis Danmark skal opnå det, som ingen andre landshold har gjort før – nemlig at vinde VM tre gange i træk.

Hvad har du fokus på for at bringe jer i den situation?

- Det er jo ret simpelt. Det handler først og fremmest om det rent defensive. Står man godt defensivt, får man sine målmænd i gang. Vi har nogle rigtig dygtige målmænd, så vi ved, at står vi godt defensivt, så får man som regel også de lette mål på kontra i første- og andenbølgen.

- Og har vi fart på i vores angrebsspil, og kommer vi med et ordentligt tryk, er vi rigtig, rigtig dygtige. Og så skal vi udnytte vores bredde generelt. Vi har så mange dygtige spillere. Der bliver løbet som aldrig før i håndbold i dag, og med det brede hold, vi har, er der jo ingen grund til, at vi ikke løber i 60 minutter, siger Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen fik debut for det danske A-landshold i juni 2007, og han har i alt spillet 248 landskampe.