- Jeg tror aldrig, jeg kommer til at stå i noget lignende igen
Mandagens brag mellem Danmark og Egypten får svært ved at leve op til deres seneste møde i VM-sammenhæng.
Se Danmark - Egypten på TV 2 PLAY og TV 2 mandag aften klokken 20.30
Det var mildest talt en dramatisk affære, da Danmark og Egypten senest tørnede sammen i VM-sammenhæng.
Røde kort, fejl fra begge hold og straffekastkonkurrence efter 80 minutters spil skulle der til, før Danmark bookede billetten til semifinalen under VM i 2021.
Nu skal Danmark endnu en gang møde Egypten i en VM-kamp, og de danske spillere husker tydeligt kampen for to år siden.
- Pulsen stiger stadig en lille smule, når jeg tænker tilbage på den kamp. Det var nok den mest nervepirrende kamp, jeg kommer til at spille. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at stå i noget lignende igen. Den kamp havde det hele, fortæller Mads Mensah til TV 2 SPORT.
Mikkel Hansen: - En vild oplevelse
Profilen Mikkel Hansen fik en uheldig rolle i opgøret efter den første omgang forlængede spilletid.
Med to sekunder tilbage var Danmark foran med 34-33. Danskerne var i angreb og Hansen på bolden, da dommerne fløjtede for passivt spil. I stedet for at lade bolden ligge valgte den danske playmaker at kaste bolden op i luften.
Det resulterede i et rødt kort og et egyptisk straffekast. Det eksekverede de og var dermed tilbage i opgøret.
- Det er en af de største rustjebaneture. Det var en ret vild oplevelse. Den første følelse, der melder sig, når jeg husker tilbage på kampen, er en form for lettelse. Det ville have været svært at sluge, at vi skulle ryge ud på grund af min fejl, lyder det fra Mikkel Hansen.
Også for Emil Jakobsen, der spillede sin første slutrunde, blev kampen en anelse for spændende.
- Det er en kamp, der nok aldrig bliver gentaget. Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at spille sådan en kamp igen. Men det var på mange måder også en spændende kamp at spille – især efter vi havde vundet, fortæller Emil Jakobsen.
Mølgaard havde ondt af Egypten
Den rutinerede bagspiller Henrik Møllgaard husker også det intense opgør, der desværre blev spillet for tomme tribuner grundet coronarestriktioner.
- Det er uden tvivl den sjoveste og mest vanvittige kamp, jeg har spillet. Den havde alt det drama, man kunne tænke sig. Begge hold havde i flere omgange muligheden for at afgøre kampen, men vi og egypterne dummede os på skift. Det var en fantastisk oplevelse. Det er den eneste kamp, hvor jeg efterfølgende har haft ondt af en modstander, siger Henrik Møllgaard.
VM-debutanterne Simon Pytlick og Lukas Jørgensen husker også kampen tydeligt, selvom de fulgte den fra sofaen.
- Det var en kaotisk kamp, hvor der skete rigtig mange ting på kort tid. Det var en vild kamp at følge hjemmefra, og jeg forstår godt, hvorfor den bliver kaldt den vildeste håndboldkamp i historien, siger Pytlick.
- Det var en sindssyg hektisk kamp at sidde og se udefra. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må have været at være i hallen eller på holdet. Så ja, en på mange måder vanvittig håndboldkamp, og måske også den vildeste jeg har set, siger Lukas Jørgensen.
Vinder Danmark over Egypten og tager førstepladsen, så venter Ungarn i VM-kvartfinalen. Bliver Danmark nummer to, venter Sverige i kvartfinalen.
Se Egypten-Danmark på TV 2 og TV 2 PLAY.