VM håndbold

- Vi står ikke der, hvor jeg håbede

Der venter et håndboldbrag, når Danmark og Egypten mødes mandag aften. Her bliver det afgjort, om danskerne fortsætter ved slutrunden.

Se Danmark – Egypten på TV 2 PLAY og TV 2 mandag aften klokken 20.30

Danmarks håndboldherrer har endnu ikke tabt en kamp ved verdensmesterskabet. Fire sejre og en enkelt uafgjort er det blevet til.

Resultaterne fortæller om overlegne indsatser. Men i jagten på guld står holdet ikke der, hvor spillerne havde håbet på. Sådan lyder det fra den danske lejr inden mandagens brag mod Egypten.

Hvor står Danmark?

Mads Mensah:

- Jeg synes, at vi står fint, men vi står ikke der, hvor jeg håbede, vi ville stå på nuværende tidspunkt. Jeg synes, at vi fik overstået gruppen med næsten perfekt spil, men vi har ikke spillet perfekt mod hverken Kroatien eller USA.

- Jeg kunne godt have ønsket mig mere, men vi står og kan afgøre tingene selv.

Emil Jakobsen:

- Vi står okay. Vi kunne godt stå bedre, men jeg synes alligevel, at vi har vist nogle fornuftige takter. Vi spillede godt i den indledende gruppe, men kampen mod USA var lidt sløj. Vi kunne godt lægge et niveau mere på.

Hvad mangler der?

Mads Mensah:

- Jeg havde nok håbet på, at vi, specielt mod Kroatien, kunne have rettet nogle ting til i defensiven. Det er nok det, jeg synes, der mangler mest. Offensivt har vi været ret godt kørende. Vi skal lige se, om vi kan få skruet det en sidste tak op.

Emil Jakobsen:

- Vi viser ikke det udtryk mod USA, vi gerne vil. Vi laver for mange fejl og har måske ikke den gejst og energi i øjnene, som vi gerne vil have. Det skal vi have mod Egypten, ellers bliver vi kyst.

Justeringerne får de danske håndboldherrer lov til at praktisere, når modstanderen mandag aften hedder Egypten.

Opgøret starter 20.30 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.

VM 2. runde Grp. 4

VM 2. runde Grp. 4
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
15410174130+449
25401150118+328
35311171143+287
45203137160-234
55104113162-492
65005132164-320