VM håndbold

Gidsel glad for ny rolle i forsvaret

Mathias Gidsel glæder sig over, at Niclas Kirkeløkke tog fra i forsvaret allerede i sin første kamp ved VM 2023.

Det kan blive afgørende for Danmarks offensiv, at Niclas Kirkeløkke er stemplet ind i defensiven.

Tilgangen af den fysisk stærke højreback betyder nemlig, at Mathias Gidsel kan få nogle rolige perioder på fløjen, når Danmark dækker op.

- Det er ikke et særligt stressende job at stå derude, så det passer mig meget godt. Det giver mig lidt ekstra ro, og med Niclas får vi også lidt mere fysik, siger Mathias Gidsel til TV 2 SPORT:

- At kunne stå derude og få lidt ro til hovedet tror jeg helt sikkert kommer til at betyde noget for mig, tilføjer han.

Niclas Kirkeløkke blev søndag hasteindkaldt til VM-truppen som en forsvarsgardering for Rasmus Lauge, der sad ude med en skade i de første fem VM-kampe. Han meldte sig kampklar senere samme dag, og derfor er Kirkeløkke trådt ind i VM-truppen på bekostning af Mads Hoxer.

Den indskiftning kommer Mathias Gidsel til gode.

- Han får ikke mange pause, så derfor er det vigtigt for os at kunne give ham nogle, så han har luft til at være aggressiv i angrebet. Der er han ekstremt vigtig for os, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Det er anden gang, Niclas Kirkeløkke deltager ved et VM. Rhein-Neckar Löwen-backen var også med i 2017, hvorefter en skade holdt ham ude af billedet, da Danmark vandt VM for første gang i 2019. To år senere var Kirkeløkke heller ikke med til VM, men det er han nu, hvor Danmark som det første hold kan blive verdensmester for tredje gang i træk.

Niclas Kirkeløkke har desuden også spillet med ved EM i 18, 20 og 22.