Kirkeløkkes uforglemmelige døgn

Niclas Kirkeløkke fik travlt, da hans telefon pludselig ringede søndag morgen. Halvandet døgn senere trådte han ind i VM-slutrunden.

Det kom som en overraskelse for Niclas Kirkeløkke, da hans telefon pludselig ringede søndag morgen.

Da han lagde på igen, var forbavselsen ikke ligefrem blevet mindre.

Kan du rejse til Sverige og spille med ved VM?, lød budskabet i den anden ende. Og så fik Kirkeløkke ellers travlt, fortæller Rhein-Neckar Löwen-backen om det uforglemmelige døgn.

- Søndag morgen fik jeg et opkald, mens jeg stadig var lidt halvsøvnig. Det var ikke noget, jeg havde forberedt mig på eller set komme.

- Det var lidt kaotisk, fordi man skal PCR-testes for at kunne komme ind i truppen. Jeg måtte først køre i en time for at blive testet, fordi der ikke er ret mange åbne steder mere. Så var det tilbage i træningshallen for at hente mine sko, og så hjem for at pakke. Og så var det afsted til lufthavnen.

- Det var en lang, lang dag, hvor jeg stod i lufthavnen ved 19-tiden. Jeg tror, jeg landede ved 22-tiden, og så blev jeg kørt direkte til hotellet i Malmø, hvor det var på hovedet i seng.

- Det var ikke en ideel opstart, men det var en sjov oplevelse. Man siger ikke nej, når man bliver kaldt ind til et VM.

- Mandag morgen fik jeg hilst på drengene ved morgenmaden, inden vi skulle spille mod Egypten om aftenen. Cirka klokken 18.30 var vi ude i hallen, og så spillede vi 20.30.

- Det var fedt. Og det havde været fedt uanset modstanderen, fordi der var sådan en stemning. Det var som en hjemmebane, og jeg sugede bare hvert sekund til mig.

Niclas Kirkeløkke er skiftet ind i VM-truppen på bekostning af Mads Hoxer. Kirkeløkke er efter alt at dømme med igen, når Danmark møder Ungarn i VM-kvartfinalen onsdag aften.

Se VM direkte på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY – hele sendeplanen findes her.