VM håndbold

Lauge overraskede alle op til skæbnekamp

Rasmus Lauge var ved at booke togbilletten hjem. Nu kan han i stedet glæde sig over at have været på banen ved VM 2023.

Indtil mandag aften havde Rasmus Lauge ikke spillet et eneste minut ved VM.

Bagspilleren har døjet med en lægskade, og søndag eftermiddag var prognoserne så dystre, at landstræner Nikolaj Jacobsen stort set afskrev hans muligheder for at komme i spil ved slutrunden.

Alligevel kom han i spil i sejren over Egypten, men Lauge indrømmer, at han var ved at pakke kufferten.

- Jeg var på vej til at booke min togbillet hjem i går inden træningen. Det vil jeg gerne sige. Der føltes det ikke supergodt. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det lykkes, men følelsen på banen var relativt god.

- Vi var sgu nok allesammen lidt overraskede over, at jeg kunne gennemføre træningen søndag, siger Rasmus Lauge.

Egypten vs. Danmark
25-30
(12 - 17)
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
EgyptenMohab Abdelhak6 mål
DanmarkMathias GidselSimon Pytlick8 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
Egypten5
Danmark4

Hvordan er læggen?

Lauge kom på banen efter små tyve minutter, da Simon Pytlick havde brug for en pause efter en tackling.

Og det var rart endelig at komme i spil.

- Jeg er utroligt glad for at få minutter og mærke stemningen. Det har jeg kun kunne sidde og nyde fra tribunen, så det var virkelig fedt at komme ind på banen, lyder det.

Vigtigst af alt har læggen det også godt efter kampen.

- Den har det fint. Jeg spillede mere, end jeg havde forventet. Jeg havde ikke forventet at få omkring 15 minutter. Det var kun vildt fedt. Læggen kunne holde til det, og jeg er glad.

Efter fem kampe på tribunen var Lauge endelig klar til at spille i den sidste mellemrundekamp. Video: Mikkel Asferg

Her skal han bidrage

Nikolaj Jacobsen fortalte efter kampen mod Egypten, at han også var overrasket over, hvordan Lauges træning søndag gik.

- Lige pludselig var han med i noget af det, og det gik godt. Så prøvede vi at skrue op for tempoet, og det gik også godt.

Derfor besluttede han at beholde Veszprém-spilleren i truppen, og nu er planen, at han primært skal aflaste nogle af de andre.

- Han kommer ikke til at skulle spille 2 gange 25 minutter, men kan han gå ind og give nogle pauser hist og her til Simon Pytlick og Mikkel Hansen. Det gør også, at vi får mere fysik defensivt, siger landstræneren.

Danmark møder Ungarn i kvartfinalen på onsdag.