VM håndbold

- Sagosen var røget i min sorte bog, siger Joachim Boldsen

De tidligere topspillere Ole Erevik og Joachim Boldsen kritiserer den norske stjerne Sander Sagosen for at filme i den tætte afslutning mod Tyskland.

Den afgørende mellemrundekamp mellem Tyskland og Norge spidsede til, da tyske Juri Knorr og norske Sander Sagosen med fem minutter tilbage endte i en mindre infight.

Situationen endte med, at den norske stjernespiller kastede sig på halgulvet, efter at han havde modtaget et skub i brystkassen. Ifølge VG var norsk Viaplays eksperter Ole Erevik og Joachim Bolden ikke imponerede.

- Han kan tage ekstravagter på dramaskolen i Trondheim, sagde Erevik.

- Hvis jeg havde spillet, så var han røget i min sorte bog. Jeg havde ventet, til han kom ned i forsvaret, og så havde han fået én retur, tilføjede Boldsen.

Sagosen forklarer sig

Kampens dommere valgte at kalde de involverede parter hen til en kammeratlig samtale, men undlod at straffe spillerne.

Efter den norske sejr på 28-26 blev Sander Sagosen så foreholdt situationen af VG, hvilket fik ham til at grine.

- Vi giver og tager ude på banen. I en afgørende fase som denne prøver vi at sælge det, der skal sælges. Jeg får to strakte hænder i brystkassen, og så skal man sikkert være i stand til at holde sig lidt længere tid på benene, men vi giver og tager. Og sådan er det også den anden vej. Det er sådan, håndbold er, forklarede Sagosen og tilføjede, hvad Juri Knorr sagde til ham, da de stod helt tæt på banen.

- Han sagde, at jeg faldt lidt let. Så gav vi hinanden hånden, og sådan er livet.

Boldsen: - Jeg kan ikke lide skuespil

Den tidligere danske landsholdsspiller Joachim Boldsen, der nåede 186 kampe i rødt og hvidt og specielt var kendt for sit hårde og kontante forsvarsspil, mener dog ikke, at det er en valid forklaring, selvom han forstår Sagosen.

- Jeg kan ikke lide skuespil. Det har jeg aldrig gjort og kommer aldrig til at gøre det. Jeg forstår Sanders forklaring. Han prøver at gøre hvad som helst, men jeg kan virkelig ikke lide det. Det er en kontaktsport, og når man falder, så er det, fordi man har været i kontakt, lød det fra Boldsen i Viaplays udsendelse.

Med sejren over Tyskland vandt Norge deres mellemrundegruppe, men begge nationer er videre til kvartfinalerne. Her skal Norge møde Spanien, mens Tyskland skal op imod Frankrig.

VM 2. runde Grp. 3

VM 2. runde Grp. 3
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
15500148118+3010
25401163133+308
35302155141+146
45203143141+24
55104107150-432
65005120153-330