- Skidt for både Danmark og os, siger utilfreds landstræner
I alle kvartfinaler er der stor forskel på, hvor lang tid holdene har holdt kampfri.
Når Egypten går på banen mod Sverige i VM-kvartfinalen onsdag, har de haft væsentligt kortere tid til at hvile og forberede sig end modstanderen.
Samme scenarie kigger Danmark ind i før kvartfinalen mod Ungarn. Faktisk har danskerne haft endnu kortere tid.
Det er et tilbagevendende spøgelse fra adskillige slutrunder, hvor diverse hold har ytret utilfredshed med skrævvridninger i kampprogrammet.
Anderledes i 2021
Men Egyptens landstræner, spanske Roberto Parrondo, pointerer, at Danmark og Egypten havde henholdsvis to og tre hele hviledage inden deres kvartfinale ved VM i 2021, der blev afholdt i Egypten.
- Havde vi spillet tidligere i dag (mandag, red.), kunne vi være fløjet til Stockholm om aftenen. Det er skidt for både Danmark og os, at vi skal flyve tirsdag morgen, dagen før så stor og vigtig en kamp, siger han til Aftonbladet.
- Spørger du mig direkte, må jeg sige, at det er uretfærdigt. Jeg synes ikke, at det er den rigtige måde at gøre det på. Det bliver ikke godt for os, og det her er et af de store problemer. Men det er sådan, reglerne er, det vidste vi og må acceptere det.
Egypterne skal ligesom Danmark bruge tirsdagen på at flyve fra Malmø til Stockholm.
Uretfærdigt, siger norsk profil
Norge står i en lignende situation, dog i Polen. Spanien har knap 24 timers ekstra hvile i forhold til nordmændene, som skal flyve fra Katowice til Gdansk.
Mens den norske landstræner, Jonas Wille, siger, at det "er, som det er", og at de "ikke klager over noget", lægger Flensburg-Handewitt-spilleren Gøran Johannessen ikke skjul på sin ærgrelse over tidsforskellen.
- Det er ikke helt optimalt, at der er forskelle ved et mesterskab. Man bør konkurrere på lige vilkår, men sådan bliver det ikke. En hviledag eller rejsedag til eller fra betyder ret meget. Det siger sig selv, at det er uretfærdigt, siger han til TV 2 Norge.
- Vi må bare vise, at vi er i bedre træning og vil vinde hele lortet.
Norge spiller sin kvartfinale mod Spanien onsdag klokken 18.00, mens Egypten skal op mod Sverige klokken 20.30.