VM håndbold

Danmark i magtdemonstration mod rådvilde ungarere

Ungarn fik ikke et ben til jorden, da Danmark spillede sig i VM-semfinalen med en voldsom håndboldlektion.

Fredag aften står i håndboldens tegn. Her skal Danmark nemlig spille VM-semifinale.

Det er en kendsgerning efter en håndboldopvisning onsdag aften i Stockholm, hvor Ungarn fik en tur i den danske maskine.

Mikkel Hansen fejrede ligeledes sin A-landskamp nummer 250 med en stor præstation, og derfor har han - og resten af landsholdet - rigtig meget at juble over i omklædningsrummet efter storsejren over Ungarn.

Danmark vs. Ungarn
40-23
(21 - 12)
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
DanmarkMathias Gidsel9 mål
UngarnMate LekaiRichard Bodo6 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
Danmark3
Ungarn4

Danmark spiller semfinale mod Spanien fredag aften klokken 18.00.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Mod ungarerne spillede danskerne nemlig med samme flow og endnu større selvfølgelighed end i mandags mod Egypten.

Med en føring på 21-12 var kampen reelt afgjort ved pausen, og landstræner Nikolaj Jacobsen kunne med ro i sindet fordele spilletiden bredere i slutfasen.

Landstræneren indledte igen med den skæve opstilling, der havde så stor effekt mod egypterne.

Det betød, at Danmark kun spillede med én fløjspiller, men fik til gengæld plads til Niclas Kirkeløkke, og det var et vellykket træk.

Der bliver grint imponeret i kommentatorboksen. Mikkel Hansen og Simon Pytlick leverer på højeste plan. Video: TV 2 SPORT

Kirkeløkke havde godt nok hænderne fulde mod de ungarske klepperter, men dækkede fabelagtigt op, ligesom resten af den danske defensiv, der hjalp en storspillende Niklas Landin til 11 redninger alene i første halvleg.

I den anden ende af banen satte Mikkel Hansen kursen med en næsten arrogant skruebold i Danmarks første angreb.

Inden der var spillet tre minutter, var også Hansens to legekammerater i bagkæden, Simon Pytlick og Mathias Gidsel, kommet på måltavlen.

Allerede der fornemmede man, at det ganske enkelt gik for hurtigt for de ungarske forsvarere.

Spændingen forduftede hurtigt for tilskuerne på Tele2Arena, og de mange fremmødte svenskere i gule trøjer kunne i stedet læne sig tilbage og nyde den danske håndboldopvisning.

Det gav en noget anderledes ramme end folkefesterne i Malmö Arena tidligere i turneringen.

Mikkel Hansen skruer bolden stille ind, og så er Danmark ellers foran 1-0 mod Ungarn. Video: TV 2 SPORT

På det overdækkede fodboldstadion lidt uden for Stockholms centrum har arrangørerne skabt en visuelt imponerende, men ikke specielt intim scene til VM's afgørende fase.

Niklas Landins stemme gik tydeligt igennem, når han dirigerede med sine medspillere, og det var, som om publikum blot ventede på hovedretten med Sveriges guldkandidater senere på aftenen.

Da Danmark efter 40 minutter førte 31-16, var det næsten pinligt for ungarerne.

Men man kunne ikke fortænke de ungarske spillere i at miste modet. Kampen udstillede ganske enkelt en klasseforskel, der normalt ikke hører hjemme i en VM-kvartfinale.