VM håndbold

Gidsel og Jakobsen er uenige om fodbold-titel

Emil Jakobsen og Mathias Gidsel er ikke helt enige om, hvem der er bedst.

Det kan måske lyde paradoksalt, men herrelandsholdet i håndbold nyder at spille fodbold.

Under træningen er det en fast del af opvarmningen, som det i øvrigt også er hos mange andre håndboldhold.

Men hvorfor egentlig?

Mathias Gidsel: - Det er en dejlig måde at komme i gang på. Det er den store glæde på dagen, når vi skal spille fodbold.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi allesammen går til håndbold, når vi alle glæder os til at spille fodbold. Det er en god måde at få et smil på læben.

Emil Jakobsen: - Vi synes, det er sjovt at spille fodbold, og vi går op i det, fordi vi er konkurrencemennesker, så vi vil gerne vinde. Man bliver også varm af det.

- Det er også sjovt, fordi vi stikker lidt til hinanden.

Hvem er bedst?

Fodbold-delen bliver spillet med lav intensitet, så spillerne undgår at komme til skade.

Hvis en spiller døjer med små skavanker, er vedkommende som regel heller ikke en del af spillet med den lidt større bold, end håndboldherrerne er vant til.

Mathias Gidsel og Emil Jakobsen har begge været en del af flere fodboldkampe under det igangværende VM, og de er ikke helt enige, når spørgsmålet lyder "hvem er bedst?":

Emil Jakobsen: - Jeg synes jo selv, at jeg er i top-3. Magnus Saugstrup er faktisk en dygtig fodboldspiller. Han er god til lidt af det hele. Han er faktisk en af de bedre. Prisen som den dårligste kan jeg jo give til Gidsel, lyder det om vennen.

Mathias Gidsel: - Der er en snak på holdet, der går på, at Hans Lindberg og Emil Jakobsen er rigtig dygtige. Men hvis vi går efter statistikkerne, er jeg jo topscorer.

- Jeg vil ikke sige, at jeg er den bedste, men jeg er den mest kyniske fodboldspiller, der render rundt på banen lige nu. Der er ikke nogen, der vil bekræfte min historie, men det kan være, vi kan finde en leder, der kan sige, at jeg er topscorer, siger Gidsel og griner.

Gidsel var tæt på straf

Selvom Mathias Gidsel selv mener, han er topscorer, var der ikke gang i målscoringen i begyndelsen af VM.

- Jeg blev truet med at stå på mål, fordi jeg havde haft et par kampe med sjusk og afbrændere. Jeg fik at vide, at jeg skulle på mål, hvis jeg ikke scorede i den næste kamp.

Hvem spiller mod hvem?

Når landsholdet spiller fodbold, bliver spillerne delt op i 'øst' og 'vest'.

Her tages der udgangspunkt i, hvor de kommer fra. Ved en af træningerne, hvor flere stod over, så holdene således ud:

ØST: Lukas Jørgensen, Mads Mensah, Hans Lindberg, Magnus Landin og Niklas Landin

VEST: Kevin Møller, Jacob Holm, Simon Hald, Magnus Saugstrup og Emil Jakobsen.

Mathias Gidsel er også en del af hold 'vest', når han er klar. Emil Jakobsen mener i øvrigt, at 'vest' vinder oftest.

- Det pres skal man ikke lægge på mig – jeg kvittererede med tre mål i den kamp. Siden den kamp har der ikke været så meget snak om mine fodboldevner. Det var en af de vigtigste dage i min karriere, siger en Gidsel i hopla.

Dén historie kan Emil Jakobsen i øvrigt bekræfte.

Onsdag aften går det igen løs med en håndbold. Danmark møder Ungarn i VM-kvartfinalen. Kampen begynder klokken 18 og kan følges i en liveblog på sport.tv2.dk.