VM håndbold

Spørgsmål om favoritværdighed splitter den svenske trænerduo

Glenn Solberg har Sverige som underdog, når de møder Egypten.

Den svenske landstræner, Glenn Solberg, er ikke meget for at udnævne Sverige som forhåndsfavorit til kvartfinalen mod Egypten.

Selvom Sverige har hjemmebanefordel, er forsvarende europamester og er gået ubesejret gennem slutrunden, mener den svenske træner, at Egypten, der led et nederlag til Danmark, går ind til kampen som favorit.

- Egypten slog os, sidste gang vi mødte dem. Derfor siger jeg 55/45 i Egyptens favør, fortæller han til Aftonbladet.

Hans assistent, Michael Apelgren, har større tiltro til svensk sejr.

- Vi har været favoritter, siden turneringen begyndte. Vores chancer er 60/40, siger han.

Landstræner vil kun være favorit mod de store nationer

Det er bestemt ikke første gang, at Solberg underspiller Sveriges vinderchancer forud for en vigtig kamp.

Op til opgøret mod Norge under seneste EM tippede den svenske træner 80/20 på norsk sejr. Sverige vandt opgøret.

I den efterfølgende semifinale mod Frankrig havde Solberg også udpeget franskmændene som favoritter med 70/30. Også her tog Sverige sejren.

Den svenske træner er først klar til at udråbe Sverige som favorit, når de blander sig med de store håndboldnationer som Danmark, Spanien og Frankrig i VM-sammenhæng.

- Vi nærmer os de store nationer, men se på, hvilke nationer der har vundet VM og EM de seneste mange gange. Det har Spanien, Frankrig og Danmark. Og så blander et andet hold sig en gang imellem. Jeg lover, at jeg tager favoritværdigheden til mig, når vi blander os med dem, lyder det.

Flere af TV 2 SPORTs håndboldeksperter har stor tiltro til, at Sverige kan slutte på podiet til slutrunden.

Sverige møder Egypten i kvartfinalen onsdag klokken 20:30. Du kan følge kampen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.