VM håndbold

Svensk kommentator: - Hold kæft, Danmark

Danmark indledte VM i Malmø, mens kvartfinalen bliver spillet i Stockholm. Hvor en potentiel semifinale skal afvikles, er endnu uklart.

Logistikken ved det igangværende VM har været et vedvarende tema. Blandt andet kan Danmark risikere at skulle spille semifinale i Gdańsk i Polen, hvis både Danmark og Sverige sejrer onsdag aften.

Men ingen med dansk pas bør ærgre sig det mindste over den potentielle rejsetur. Det mener den svenske sportskommentator og journalist Patrick Ekwall, der i mange år har fulgt og dækket håndboldverdenen tæt.

Hold kæft, Danmark – I har levet et liv i luksus indtil nu

Patrick Ekwall, sportskommentator på den svenske avis Expressen

I en klumme i den svenske avis Expressen gør sportskommentatoren det i hvert fald klart, af de danske spillere intet har at klage over.

- Danmark har befundet sig stille og hyggeligt i Malmø, siden de tog den 30 minutter lange rejse over broen til Sverige for at spille VM. De har spillet deres kampe på "hjemmebane" med 10.000 medrejsende fans, og nogle af kampene kunne de have vundet med landstræner Nikolaj Jacobsen på mål, skriver Ekwall.

Kommentatoren gør det også klart, at det ikke virker som om, at Danmark ankommer til kvartfinalen som et udbrændt mandskab.

"Hold jeres kæft, Danmark"

Sverige er, sammen med Polen, værtsnation ved slutrunden, og derfor har de to mandskaber ret til at spille alle kampe indtil en finale på egen grund.

Det betyder som nævnt, at Danmark skal spille en potentiel semifinale i Polen, hvis Sverige vinder deres kvartfinalekamp mod Egypten onsdag aften. Det vil give den danske delegation noget ekstra rejsetid, men det har Patrick Ekwall ikke meget tilovers for.

- Jeg er overbevist om, at Mikkel Hansen og Danmark kan klare en to timer lang flyvetur før deres semifinale, når de har haft en nem kvartfinale mod Ungarn og har levet det gode liv "hjemme i Malmø", siden VM begyndte.

- Så hold kæft, Danmark – I har levet et liv i luksus indtil nu, lyder det kynisk fra den svenske kommentator.

Det er umiddelbart ellers ikke fordi, at den danske lejr hårdnakket har brokket sig over den mulige rejsetid eller logistisk. Faktisk har Morten Henriksen, der sportschef i Dansk Håndbold Forbund, forståelse for situationen.

- Vi har jo selv været med til at have et VM i to forskellige nationer, hvor man også skulle transportere sig. Det vil jo være ærgerligt at have en svensk semifinale, der skal spilles i Polen.

Uddybende forklarer DHF-chefen, at han alligevel er ærgerlig over rejsedagene, og at man fremover fra det internationale forbund skal overveje at optimere modellen under slutrunderne. Specielt fordi der er blevet flere deltagende hold ved VM.

VM-finalen bliver spillet søndag søndag i Malmø.