VM håndbold

VM-værter studser over billetpriser

En billet til VM-finalen koster 2000 svenske kroner. Den pris betaler spillerne også, hvis de vil invitere flere end fire til eventuel guldkamp.

Som håndboldfan skal man være både heldig og velpolstret, hvis man vil overvære VM-finalen i Stockholm.

20.000 ud af 22.000 billetter er allerede afsat, skriver Aftonbladet, selvom entréprisen lyder på 2000 svenske kroner.

- Det er nogle rigtigt gode priser, de tilbyder, siger Jim Gottfridsson til Aftonbladet med en vis portion ironi.

Den pris må de svenske spillere også betale, hvis de vil invitere flere end fire personer i hallen til finaledagen.

- Det er klart, det bliver til penge. Men jeg tænker først og fremmest på børnefamilier, hvor det kan være svært at købe så dyre billetter, siger Lukas Sandell, der selv har købt tre ekstra billetter til søndagens kampe.

For de 2000 svenske kroner – knap 1340 danske kroner – får man lov til at se to placeringskampe (om femte- og syvendepladsen), bronzekampen og selvfølgelig VM-finalen.

En del af overskuddet fra VM-slutrunden går til det svenske håndboldforbund, der regner med mindst 15 millioner kroner.

I kvartfinalen skal Sverige med Egypten. Derefter venter en eventuel semifinale mod Frankrig eller Tyskland.

Se VM direkte på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.