VM håndbold

VM's dårligste hold fundet efter kontroversiel situation

Kampen om ikke at ende sidst ved VM blev dramatisk og afgjort med mindst mulig margin.

Prædikatet som VM's dårligste hold er noget, man helst ikke vil have siddende på sig.

Det var tydeligt at se, da Algeriet og Uruguay kæmpede om ikke at have æren af den titel onsdag eftermiddag.

Folk, der havde taget turen til arenaen i Plock for at overvære kampen, fik underholdende, dramatiske og rodede 60 minutters håndbold for pengene, da den uskønne kamp blev afgjort i sidste sekund. Her brød Algeriets Zohir Naim igennem og sikrede nordafrikanerne en sejr på 34-33.

Uruguay vs. Algeriet
33-34
(17 - 16)
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
UruguayFederico RubboGabriel Chaparro6 mål
AlgerietYacine DjedidReda Arib6 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
Uruguay2
Algeriet4

Dermed endte Uruguay som nummer 32 ud af lige så mange hold.

Kontroversiel afslutning

Hvis Uruguay, der på forhånd var undertippede til opgøret, er ekstra ærgerlige over nederlaget, er det fuldt forståeligt.

Det sidste mål burde nemlig aldrig have været godkendt. Målscorer Zohir Naim tog nemlig to eller tre skridt over de tre tilladte.

- Der burde være fløjtet frikast i denne situation, men det er desværre noget, vi ser gentagne gange i håndbold, at folk slipper af sted med at bruge helt op til tre skridt for meget i alt for mange situationer. Det bør være noget, som dommerstanden kigger nærmere på, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson.

Sidstepladsen ved VM i dette årtusinde

  • 2023: Uruguay
  • 2021: Kap Verde
  • 2019: Japan
  • 2017: Angola
  • 2015: Algeriet
  • 2013: Australien
  • 2011: Australien
  • 2009: Australien
  • 2007: Australien
  • 2005: Australien
  • 2003: Grønland
  • 2001: USA

Uruguay er det dårligste VM-hold i seks år målt på antal point og gennemsnitligt størrelse på nederlagene. De har tabt samtlige kampe med 10,4 mål i gennemsnit.

Det er dog ingenting sammenlignet med Australien, der i 2013 tabte sine kampe med 26 mål i gennemsnit – eller Luxembourg i 1958, der tabte sine tre kampe med 36 mål i snit.